Dialog og konsensus
højner demokratiet

Mange økosamfund og grønne organisationer arbejder ud fra et konsensus demokratisk ideal, hvor man taler sig til enighed når der skal træffes beslutninger. Når man skal tale sig til enighed er det vigtigt at have en demokratisk proces, hvor der er plads til at være uenige uden at person og sag blandes sammen. Flyttes fokus fra sagen til personen er det sandsynligt, at uoverensstemmelsen vil udvikle sig til en konflikt, der indebærer spændinger i og mellem mennesker. Når uenighederne bliver til konflikter er det svært at tale sig frem til beslutninger der er bæredygtige.

Dialog er en samtaleform der er velegnet at bruge når der opstår uenigheder, fordi dialogen hjælper til at adskille person og sag. Man kan sige at dialogen har konflikthåndterende egenskaber. Samtidig kan dialogen være med til at berige den demokratiske samtale med nogle sociale og demokratiske kvaliteter, som kan være med til at understøtte den konsensus demokratiske proces.

Dialogen kan karakteriseres som en gensidig udforskningsproces, hvor parterne hver for sig og sammen undersøger hvorfor modparten tænker og handler som han gør. Hvad er det for historier, erfaringer, bekymringer og fremtidshåb, der ligger til grund for hans tanker eller handlinger. Når vi vælger dialogen har vi et ønske om at forstå og blive forstået og et ønske om at lære nyt om sig selv, den anden og den fælles verden. I dialogen sætter vi os i hinandens sted, hvor igennem vi kan finde frem til helhedens interesse.

For at belyse dialogens virkefelt vil jeg præsentere tre modeller som benyttes i Center for Konfliktløsning. Den første model; Betydningsfulde forskelle mellem dialog og diskussion, fortæller noget om intentionen / paradigme der ligger til grund for de to former for samtale.

Den gode dialog kan bringe en kvalitet ind i det demokratiske samvær, som gør, at det er en social og udviklende oplevelse at gå til møde. Ikke fordi man udelukkende skal gå til møde for at få mødt sine sociale behov, men fordi det skal være sjovt, betydningsfuldt og livsbekræftende at deltage i skabende processer omkring en fælles og betydningsfuld fremtid. Ikke mindst for engagementet i de demokratiske processer er det vigtigt, at deltagerne får en social oplevelse af den gode dialog, hvor den enkelt oplever sig taget alvorligt samtidig med, at man ser sig selv som værende en del af en større proces, som munder ud i en slags produkt (høring, referat, beslutning eller lignende), hvor deltagerne kan genkende egne og andres udsagn, ideer, værdier m.m.

De to næste modeller; Dimensioner i en konflikt og Etager i beslutningsprocesser, skelner mellem dialog og forhandling når vi står i en konflikt eller i en beslutningsproces.

Den samme sag eller konflikt kan ses vidt forskelligt af de implicerede parter. Så forskelligt at man til tider kan komme i tvivl om parterne taler om det samme. Det som den ene opfatter som fuldstændig banalt og ligegyldigt, kan den anden have søvnløse nætter over. Det den ene ser som et principspørgsmål, der må behandles på fællesmødet, er for den anden bare et spørgsmål om at tage en beslutning her og nu, så vi kan komme videre.

Det første skridt i arbejdet med dialog og konflikter er at anerkende, at mennesker ser forskelligt på den samme sag, og at acceptere og respektere denne forskellighed. Her følger nogle grundlæggende forskellige dimensioner som en sag eller en konflikt kan bestå af.

Praktiske konflikter: Hvordan kommer vi videre. Om konkrete mål, midler, metoder, strukturer og procedurer.

Den praktiske (instrumentelle) konflikt handler om de rammer vi sætter for vores sociale og demokratiske samspil med hinanden. Konflikten kan bevæge sig fra den simple problematik om hvem der skal være mødeleder og dirigent, til hvordan et lokalsamfund organiserer dets spilleregler og beslutnings­processer. Den praktiske konflikt kan udspringe af alt fra bureaukratisk stivhed til kaos-organisationens tilfældigheder.

Håndteringen: problemløsning (forhandling). Hvordan kommer vi videre?

Ønsket resultat: at blive enige og komme videre.

Interessekonflikter: Om fordeling af ressourcer som er sparsomme eller som opfattes som sparsomme, penge, arbejde, plads, ting og tid.

Den traditionelle interessekonflikt kan handle om hvem der skal tage opvasken, løn og arbejdsvilkår eller kampen om territorier og naturressourcer. Her står holdningerne eller handlingerne over for hinanden; skal de sidste penge på budgettet gå til kultur, børn eller affaldshåndtering. Skal fælleshuset ligge midt i landsbyen eller skal det ligge ved siden af det store friareal hvor børnene leger.

Håndteringen: forhandling. Her skal der være tid til at tale sig til rette. Hvis man oplever, at man bliver taget alvorligt; at der lyttes, spørges, undersøges og debatteres, er det nemmere at acceptere, at man er i mindretal, fordi processen har været fair.

Ønsket resultat: en aftale så udviklingen kan fortsætte uden at vi river hovederne af hinanden.

Mens den praktiske konflikt og interessekonflikten er til forhandling, er værdikonflikten og den personlige konflikt kun til dialog.

Værdikonflikter: Om personlige eller kulturelle værdier man vil slås for, menneskerettigheder, religion og politisk opfattelse.

Her er det livets store spørgsmål der er på spil. Hvad er et bæredygtigt samfund? Hvad er ledelse, magt og demokrati? Hvad er rigtigt og forkert? Hvad er en god ven?

Håndteringen: åben kommunikation. Vi kan ikke diktere hinanden hvad der er rigtigt og forkert, men igennem dialogen kan vi forsøge at forstå hinandens værdier.

Ønsket resultat: gensidig respekt og forståelse (dialog). Vil man gerne selv mødes med respekt og forståelse, må man respektere den andens ret til at tænke og mene som han vil.

Underkendes ens værdier eller er man grundlæggende uenig, f.eks. om hvad magt og demokrati er, ændres værdikonflikten til en interesse- eller instrumentel konflikt, f.eks. om ledelses- og mødeformer, regler og procedurer.

Personlige konflikter: Om identitet, selvværd, loyalitet, tillidsbrud, afvisning, m.m.

Dette kan være konfliktens joker, fordi vi har vores personlige baggrund med som blinde pletter. Har vi været elsket og værdsat eller kritiseret og afvist. Den personlige konflikt kan forpeste hverdagen og skabe enorm forvirring, fordi der er tvivl og usikkerhed på spil. Ser de mig? Regner de andre mig for noget? Kan jeg stole på dem? Det er her at lavt selvværd, misundelse og den indre svinehund kan komme i spil.
Det er her hvor vi bliver Rasmus Modsat og er imod, når den person, som vi ’har noget på’ ytrer sig, fordi vi tidligere er blevet afvist, ikke er blevet taget alvorligt eller har oplevet os dårligt behandlet.

Håndteringen: åben kommunikation (dialog). Vejen ud af den personlige konflikt er, at flytte fokus til personen og finde ud af hvor skoen trykker. Herved får personen luft ved at udtrykke sin frustration over det, der er sket.

Ønsket resultat: forståelse. Er man modpart i konflikten fremmer det forståelsen, at man er i stand at smage på kritikken uden at gå i forsvar.

Ofte er dimensionerne sammenblandet. I det virkelige liv er de forskellige typer af konflikter ofte viklet ind i hinanden. Når et (øko)samfund er uenig om visionen, kan det se ud som en instrumentel konflikt, men der kan bl.a. være politiske, kriminelle eller miljømæssige interesser hvirvlet ind i konflikten og det er ikke altid lige nemt at forstå hvad det er, der sker.
Kunsten er at finde tyngdepunktet. Hvis der er dybe, følelsesmæssige problemer hos den ene part eller hos begge, nytter det ikke at forvente, at parterne er fornuftige og ”holder sig til sagen”. Og hvis der er reelle og alvorlige interessekonflikter mellem to parter, nytter det ikke at tage udgangspunkt i deres personlige følelser.

Dialog drejer sig om at vise det frem, som er. Det kan være en samtale om værdier eller om hvordan vi forstår og tolker en konkret hændelse. Formålet med dialogen er at søge den gensidige respekt og forståelse. I modsætning til dialogen kan forhandlingen, der skal munde ud i en beslutning, være mere kontant og stridbar. Forhandlerne argumenterer, analyserer og sætter lys på deres interesser, så standpunkterne ofte står i modsætning til hinanden. I mange forhandlinger er det den med de bedste talegaver og de mest vedholdende argumenter som får ret og forhandlingen kan ende med, at der er en vinder og en taber.

Dette betyder dog ikke, at forhandlingen behøves at være i modsætning til dialogens kultur. Igennem dialogen er det muligt at bløde standpunkterne op og undersøge hvilke interesser og behov der ligger under standpunkterne. Hermed kan der skabes et grundlag og en aftale; et resultat, som parterne kan blive enige om.

Inden for det konsensus demokratiske ideal foregår forhandlingen på dialogens præmisser. Her søges der et forhandlingsresultat, som bygger på en fælles forståelse af, hvad der samler og adskiller parterne, med henblik på at nå frem til et resultat, ofte et fælles tredje, som parterne kan blive enige om. Dette beskrives nærmere i artiklens næstsidste afsnit.

I disse år udvikles der nye mødeformer i alle hjørner af verden. Mødeformer hvor forbundne mennesker kan mødes om betydningsfulde spørgsmål i ligeværdigt og demokratisk møde. Dialog trives ikke i et forum med enetaler og stolerækker. Dialog er en samtale mellem mennesker, hvor ordet kommer til én uden at man skal kæmpe for det. Er man nødt til at kæmpe for ordet, nedsættes lytteevnen og opmærksomheden flyttes væk fra modparten, f.eks. til den indre generalprøve på det næste argument.

Herunder vil jeg præsentere forskellige mødeformer som, ofte ved hjælp af en procesleder, fremmer dialogen.

Fremtidsværksted: Skaber nye ideer og sætter udviklingsprocesser i gang omkring situationer, der opleves som utilfredsstillende. Fremtidsværkstedet er meget brugbart ved opstart af et økosamfund og i situationer, hvor der er behov for at se fremad og se på mulighederne med udgangspunkt i begrænsningerne. En gruppe på 10 skal bruge 1 dag, større grupper bør bruge 2-3 dage.

Cafedialog: Dialog i et netværk af cafeborde, hvor alle involveres ud fra deres egen viden og erfaring. Metoden skaber fordybelse, større indsigt om emnet og inspirerer til nye handlingsmønstre. Velegnet til at bearbejde konkrete spørgsmål og til udarbejdelse af beslutningsgrundlag.

Forslag til bedre møder: For at få alles ressourcer frem, gøre møderne venligere og mere inspirerende, mere udfordrende, bedre beslutninger og med færre skjulte dagsordener, anbefaler Center for Konfliktløsning bl.a. følgende råd:

Mødeleder: på skift – aktiv med opsamlinger og forslag til konklusioner – lydhør – ansvarlig for rammer, forfriskninger m.v. – deltagerne må anerkende mødelederens autoritet.

Dagsorden: hvad er nødvendigt? Før mødet, klar opdeling: Hvad er til orientering, hvad er på det kreative idéplan, hvad er til realistisk overvejelse og drøftelse, hvad er til beslutning og hvilken slags beslutning? Ved mødet: Prioritering ved runde, de mest relevante sager placeres øverst.

Runder: Flere runder, færre diskussioner tværs over bordet. Fordele: mindre konkurrence og kamp om ordet, hurtigere beslutninger, runder bliver til spiraler, alle kommer til orde, flere idéer på bordet, ingen lader sig køre træt og overhale. HUSK: at melde pas er også et svar: “Jeg er enig” eller “Jeg har ingen mening om denne sag.”

Kommunikation, der åbner: direkte, at sige hvad jeg mener og mene, hvad jeg siger, være tydelig, ingen finter, checke hvis man er i tvivl, tale for sig selv, droppe skjulte alliancer, blive på egen banehalvdel, være åben om sine følelser, give anerkendelse.

Bremseklodser: sarkasme, lyseslukkeri, og at man finder sig i det.

Overveje alternative mødeformer: korte samtaler i mindre grupper, f.eks. parvis, arbejdsgrupper på stedet, tænkepauser, høringer, oplæg fra udefrakommende, interviews, overraskelser, teambuilding, pauser til fact finding, afspænding.

Vedtagegenerelle spilleregler, f.eks. disse:

• tale så kort og præcist som muligt, helst undgå gentagelser
• deltage, men ok at melde pas
• ok at skifte standpunkt - ok at være uenige
• respektere hinandens forskellighed, ingen nedsættende bemærkninger
• lytte, ikke afbryde
• personlige oplysninger er fortrolige
• være forberedt til mødet”. [1]

Hvert møde bør afsluttes med en evaluering, så man forholder sig bevidst til mødernes form: Har mødet været præget af den gode dialog eller den dårlige diskussion? Hvad var godt og skidt? Er der noget der skal forstærkes eller forandres? Undlades evalueringen er det sandsynligt, at det dynamiske og målbevidste forsvinder og man henfalder til en stagnation, der bygger på vaner og ”vi plejer ... ”.

Konsensus i praksis

Konsensus er på mange måder demokratiets fornemmeste beslutningsform, fordi det er samtalen, og ikke afstemningen, der er afgørende i beslutningerne. Det er en procesorienteret arbejdsform der kan være langtrukken fordi alle forbehold og indvendinger tages alvorligt. Konsensus er et smukt ideal, men det er ikke altid lige nemt at praktisere, specielt hvis parterne ikke er rede til i fællesskab at søge en beslutning alle kan gå ind for. I Christiania, hvor jeg bor på 10. år, er konsensus blevet et tyranni, fordi det sjældent er muligt at forene de forskellige holdninger i en fælles beslutning. Dette har mange gange ført til handlingslammelse, fordi et lille mindretal hindrer det store flertal i at træffe beslutninger og dermed udstikke nye retningslinier. Konsekvensen har ofte været, at fællesskabet er blevet som en skude uden sejl.

Hvis man vil ophøje konsensus til et brugbart demokratisk ideal, er der brug for metoder til at håndtere situationer, hvor det ikke er muligt at opnå fuld enighed. Her følger først en definition af konsensus og dernæst nogle ideer til hvordan uenigheder kan håndteres.

”I stedet for flertalsafstemninger arbejdes med konsensus - det betyder ikke enighed, men fælles forståelse / accept / samtykke. Man kan altså godt være uenig, men accepterer alligevel en beslutning hvis den betyder meget for andre og ikke ødelægger væsentlige elementer hos én selv.” [2]

I Kirkernes Verdensforbund er der konsensus når et af følgende er opfyldt:

”Alle parter er er enige.

De fleste er enige og dem, der ikke er det, føler alligevel at debatten har været fair og tilfredsstillende og vedtagelsen repræsenterer den generelle stemning på mødet, og derfor kan mindretallet samtykke.

Mødet anerkender, at der er forskellige meninger, og at mindretallets opfattelse skal optages i selve beslutningsforslaget og ikke kun i forhandlingsprotokollen.

Alle er enige om at udskyde sagen. Der er enighed om, at der ikke kan vedtages noget.”[3]

 

I Findhorn i Skotland har man kombinerede konsensus med afstemningen. Første gang søges der 90% opbakning. Lykkedes det ikke kan der søges 75% opbakning. Hvis det ikke er muligt at opnå 75% opbakning bortfalder forslaget til tegnebordet.

Men uanset om man benytter afstemningen eller konsensus når der skal træffes beslutninger, er den afgørende konsensus ’test’ hvorvidt beslutningerne bliver ignoreret eller respekteret af fællesskabet i dagligdagen.

Dialog og konsensus kræver tid og opmærksomhed

Dialog og konsensus er en arbejdsform der løbende skal evalueres og udvikles. Det er en læreproces, hvor både individ, gruppe og fællesskab kan beriges med nye erkendelser. Men det er værd at bemærke, at vi i dialogen ikke kun er samlet om målet. Dialog handler i lige så høj grad om vejen; det liv vi lever her og nu. På denne vej er det vigtigt, at gruppen forkæler sig selv og beriger samtalen med sang, dans, digte, musik, historier, meditation eller hvad gruppen nu finder passende, så der skabes rum hvor vi kan dele vores liv med hinanden i det nú vi er sammen i.

Det er et fælles ansvar, at dialogens sociale og demokratiske kvalitet leves i de situationer vi selv er herre over. For som Gandhi siger: fred er vejen, vejen er fred. På fredens vej bliver vi konstant udfordret til at leve vores idealer på en oprigtig måde.

---

[1] Else Hammerich, Center for Konfliktløsning.

[2] Tony Andersen, Permakultur Danmark, Øko-Net  nr. 32 juni 1999.

[3] Sakset i Kristeligt Dagblad november 2001

 

Ditlev Nissen er tilknyttet Center for Konfliktløsning som underviser og konsulent: www.konfliktloesning.dk

Artiklen er skrevet til en bog om Økosamfund i Danmark, som Landsforeningen for Økosamfund http://europe.ecovillage.org/denmark/network/ udgiver i maj 2003.