|
FORANDRING FRA NEDEN |
- En opgave om fremtidsværksteder
Maj 1996
Til: Læreanstalternes Fælles Formidlingskursus
Jagtvej 155 D
2200 København
HÅBET LIGGER I DEMOKRATIET | ||
"En persons tanker, ideer og drømme kan ikke bare realiseres, man må snakke og diskutere ideerne mennesker imellem for at finde et fælles grundlag. Man kan ikke afskaffe alle de dårlige ting (krig, forurening osv.) så længe der er nogen der har fordel af det i form af marerielle værdier. Det nytter heller ikke, at man tror tingene bare kommer af sig selv eller ved mirakler, man har ikke andre muligheder end at blande sig i udviklingen. Vi bliver nødt til at se ud over vores egen næsetip og indse, at vi tilhører et samfund og ikke bare os selv." Fra bogen: Kære Teknologinævn ... | ||
|
INDHOLDFORTEGNELSE
Jeg fik kendskab til fremtidsværkstedsmetoden da jeg i 1988, som medlem af fagbevægelsen, var deltager i et 3 dages værksted med opfølgende permanent værksted. Selv om at værkstedet lidt efter lidt løb ud i sandet blev der tændt en glød i mig. I fremtidsværkstedet sagde man ikke kun Nej, det blev suppleret med et Ja til det jeg gik og drømte om. Parolerne blev skiftet ud med et konkret indhold der tog udgangspunkt i mit liv, i mine erfaringer og i mine ønsker. Her var en mulighed for at "almindelige mennesker" kunne være med til at sætte dagsordenen. Siden hen har jeg som lærerstuderende arbejdet med fremtidsværkstedet i pædagogiske sammenhænge og skrevet Pædagogisk Speciale om emnet. Jeg har været deltager i og initiativtager til fremtidsværksteder og debatmøder der har været inspireret af fremtidsværkstedsmetoden. Siden efteråret 1995 har jeg været værkfører i fire værksteder og har to gange været ude som underviser i metoden. "Forandring fra neden" er et produkt af min deltagelse i Læreanstalternes Fælles Formidlingskursus (LFF) 95/96. Der lavede jeg sammen med 5 andre studerende to fremtidsværksteder for Operation Dagsværk (OD). OD er en gymnasie-, HF- og HTX-elevernes bistands- og oplysningsorganisation der støtter uddannelsesprojekter i den 3. Verden. Denne udgave er en redigeret udgave. Der er tilføjet afsnittet "Hvad er fremtidsværksteder" og efterskriftet "Demokrati og opdragelse", som er et redigeret afsnit fra mit pædagogisk speciale "Utopier som ressource i demokratisk arbejde". LÆSEVEJLEDNING
( ) Betyder at der er ikke meningsforstyrende udeladelser i teksten. God fornøjelse.
Mit formål med dette projekt har været at få flere erfaringer med fremtidsværkstedet og diskutere disse med ligesindet. Videre syntes jeg at det var spændende at lave værksteder på tre forskellige niveauer i en organisation som Operation Dagsværk, og se hvordan fremtidsværkstedet kunne bruges som "formidler" mellem forskellige lag i organisationen. Dette formidlende problemfelt har det ikke været muligt at arbejde med. Et andet formål har været, at formidle min viden og erfaring med fremtidsværkstedsmetoden til mig selv og til omverden.
PROBLEMFORMULERING
Indledningsvis vil jeg forsøge at besvare spørgsmålet: Hvorfor er det overhovedet relevant at beskæftige sig med fremtiden. Ud fra min demokratidefinition vil jeg se på processerne inden for fremtidsværkstedet og se hvilken betydning disse har på fremtidsværkstedets produkter. Jeg vil forsøge at påvise, at fremtidsværkstedsmetoden kan være med til at fremme de bløde værdier som er skitseret i den venstre del af Velfærdspyramiden og under et andet paradigme i "Konfliktforståelse". Som afslutning vil jeg forsøge at perspektivere fremtidsværkstedsmetoden som værktøj i demokratiske forandringsprocesser fra neden.
VELFÆRDS-PYRAMIDE
KONFLIKTFORSTÅELSE
HVORFOR BESKÆFTIGE SIG MED FREMTIDEN
Fremtiden er er det kommendes væsen. Det nye og anderledes samfund eksistere allerede ude i tidstågerne, hvor udviklingsretningen på en eller anden måde er determineret. Eller også er fremtiden noget formbart, noget der bliver til afhængigt af, hvad mennesker foretager sig i nutiden. Jeg er tilhænger af det sidst synspunkt. "Fremtid er et begreb, der betegner menneskeskabte forestillinger om, hvad der er muligt i dag med
henblik på i morgen, i overmorgen og videre frem i tiden. () Fremtid er de muligheder, der foreligger i
nutiden. Fremtiden i ental er derfor noget der ikke eksisterer, for der findes altid flere muligheder i nutiden.
Derfor må man tale om fremtider i flertal og tale om nutidens fremtider som betegnelse for den vifte af
muligheder, vi ser for os her og nu" (Aalbæk-Nielsen).
Som konsekvens af denne opfattelse hviler der et stort ansvar på det enkelte menneske og samfund. Dette ansvar skal ikke tynge os i vores livsglæde og livsudfoldelse, men det skal minde os om, at vi skal behandle Moder Jord med omtanke, ud fra idealet om, at de kommende generationer skal have de samme muligheder som vi har haft - og gerne bedre.
FREMTIDSVÆRKSTEDETS TRADITION
Baggrunden for opfindelsen og udviklingen af fremtidsværkstedsmetoden skal ses i Robert Jungks kritik af det moderne samfunds organisationsform; dets værdi-, videnskabs- og teknologisyn, og de menneskelige, industrielle og miljømæssige konsekvenser der følger og truer vores eksistensgrundlag. Robert Jungk mener at der skal rejses en "forandringsbevægelse" der bygger på forandring fra neden. Denne forandring blev tidligere set i et klassekampsperspektiv, men ses i dag også i et kulturkampsperspektiv, da det i dag ikke kun er arbejderklassen som er truet, men vores demokratiske kultur - og måske hele vores eksistensgrundlag - der er truet. Fremtidsværkstedets grundide er, at det i den givne samfundssituation er nødvendigt at udvikle en fantasi om fremtiden for at kunne ændre på nutiden. "Fremtidsværkstedet er kun en start på en proces: et stykke værktøj som kan hjælpe med til at målrette erfaringer og ideer, så der kan skabes grobund for aktiviteter bl.a. på teknologiområdet. Jungk og Müllert har det langsigtede fremtidshåb, at der kan etableres permanente værksteder, hvor man gennem fælles handling arbejder sig nærmere og nærmere opfyldelsen af fantasiernes mål. Men mindre skridt i retning af øget brugerdeltagelse har jo også sin demokratiske værdi" (Buus s. 33).
HVAD ER ET FREMTIDSVÆRKSTED
Det er en gruppe mennesker der mødes om et fælles tema/problem en dag, men
ofte en weekend eller mere. Et tema på et seminarium kunne omhandle det studenterpolitiske arbejde,
selvforvaltning på seminariet, selvforvaltning i undervisningen eller planlægning af
tværfaglige undervisningsforløb. KRITIKFASEN
Kritikfasen er en fælles brainstorm hvor man er konsekvent negativ. Der tales i stikord -
ingen monologer. Alt skrives på vægaviser. Det er forbudt at komme med negative kommentarer til
andres kritik. Forståelses og uddybende spørgsmål er velkommen. Til sidst udvælges
det vigtigste fra kritiksamlingen. Den valgte kritik er udgangspunktet for det senere værkstedsarbejde.
UTOPIFASEN
I denne fase skal de nye mål formuleres. Her gælder det om at vende kritikken af elendigheden til
utopiske udkast om hvordan en god fremtid kunne se ud. "Virkeligheden sættes ud
af kraft. Alt kan lade sig gøre. Hvis vi nu selv kunne bestemme ....". Her er reglen, at man
ikke må bekymre sig om love, logik, forskrifter, eksperter, "nødvendigheder", facts eller
magtkonstellationer mv. Der skal være plads til alle utopier, også selv om de for nogen kan virke
umulige eller "gale". VIRKELIGGØRELSESFASEN
I både plenum og i mindre grupper sættes "djævlens advokat" til at se
på utopierne; de konfronteres med virkeligheden. Hvilke utopier kan realiseres her og nu, og hvilke kan
realiseres på kort og på længere sigt - og hvad er midlerne? Er der juridiske, økonomiske,
politiske, sociale eller menneskelige forhindringer der ligger i vejen før utopierne kan
virkeliggøres? VÆRKFØRERENE
Fremtidsværkstedet er et procesværktøj med enkle rammer som er nemme at overskue for deltagerne. Til gennemførelse af et fremtidsværksted er der en eller flere mødeledere/værkførere. Værkføreren er ansvarlig for processen og skal være fortrolige med de enkelte faser. Han skal forstå sin funktion som én der har til opgave at virke opmuntrende og ansporende. Desuden har værkføreren ansvaret for, at tidsplanen overholdes og at ingen bryder den demokratiske ånd ved at komme med lange enetaler eller negative kommentarer.
FREMTIDSVÆRKSTEDERNE I OPERATION DAGSVÆRK
For at få et grundlæggende metodekendskab deltog vi i en Demokrati Dag på
Zahles Seminarium, som i sin struktur var inspireret af fremtidsværkstedsmetoden. Dagen var en
begrænset succes, da der ikke i alle gruperne var en procesansvarlig, som havde et grundlæggende
metodekendskab til denne form for diskussionsmøde. Vi afholdt to fremtidsværksteder på forskellige niveauer i OD under temaet "Operation Dagsværk ‘96. Bortset fra de problemer og besværligheder der var med at arrangere fremtidsværkstederne, fik vi afholdt to gode værksteder. Jeg var én af to værkførerer i Bestyrelsesværkstedet hvor der var 13 deltagerer. Tre af dem sad i OD’s sekretariat mens resten var medlemmer af bestyrelsen.Hvis ikke andet er nævnt, er alle citater fra protokollen og fra de evalueringsskemaer som deltagerne udfyldte ved afslutningen af fremtidsværkstedet.
Det er min opfattelse at fv.1 var et eksemplarisk værksted der lykkedes:
Svarene på evalueringsskemaerne og værkstedsprotokolen giver en pejling på, om værkstedet er lykkedes. Generelt fik vi i evalueringen meget positive tilbagemeldinger: "Intenst, hvilket gjorde processen meget flydende", "Konstruktivt" og "Utopierne bliver ved med at eksistere som åbne muligheder - selv i realiseringsfasen, og man er ‘tvunget’ til at holde fast i dem og derefter GØRE dem realistiske".
PROTOKOLLEN
Kritikstikfasens stikord og temaer bevæger sig fra de daglige erfaringer fra deltagernes fælles virke til kritik der handler om de samfundsmæssige strukturer. Her følger nogle eksempler: "Unge mennesker har ikke et begreb om at rydde op efter sig selv", "Gæstelærerene bliver ikke brugt på skolerne", "Irreterende at OD ikke er en del af pensum/undervisningsforløb" og "Manglende tillid fra offentligheden". Utopierne er en spejling af kritikstikordene og ligger inden for OD’s arbejdsfelt: "En hel uge til at holde stormøde i", "Regering og folketing lytter til OD, når de diskuterer bistandspolitik", og "Eleverne føler for formålet med de Dagsværk de udførere". Ingen af utopierne er totalt urealistiske, men man skal være stærk i sin overbevisning, for at tro på at alt det gode og smukke vil lykkes en dag.
VURDERING
Jeg mener at bestyrelsesværkstedet er et fremtidsværksted som både deltagerne og OD som organisation vil få glæde af fremover. For det første udtrykte deltagerne, at metoden var velegnet i til arbejdet i OD. For det andet får de et så tæt arbejdsfællesskab under kampagnen, at de ikke kan undgå at bruge nogle af de ideer der opstod i værkstedet. Desuden begrundede mange af deltagerne deres engagement med, at de var aktive fordi sagen betyder noget for den enkelte. Ser man på protokollen udtrykker indholdet ønsker om fælleskab, øget ansvar og udvidelse af demokratiet, visioner båret af et ønske af lyst og individualitet i det sociale liv.
DEMOKRATI Overordnet kan man skelne mellem to typer af demokratiopfattelser: Konkurrence-demokrati og deltagelsesdemokrati. Under disse to overordnede typer findes en del varianter som ikke vil blive præsenteret her. "Konkurrence-demokrati opfattes som en metode til at vælge mellem konkurrerende eliter. Større folkelig deltagelse er ikke nødvendig, - ja vel egentlig bare forstyrende. Det repræsentative demokrati, hvor de konkurrerende eliter vælges som repræsentanter, ses som ideal, - ikke som en nødløsning. Det aflaster borgerne fra at skulle sætte sig ind i alverdens problemstillinger i en vidensopdelt og specialiseret verden, og det aflaster borgerne fra at skulle tage stilling. Det demokratiske element består i, at borgerne kan afsætte repræsentanter, de ikke har tillid til ved at lade være med at stemme på dem. Deltagelses-demokrati eller "direkte demokrati" består i, at befolkningen inddrages i mest muligt. Demokrati er den højeste dyd og ikke kun et middel til at undgå det værste onde. Selve deltagelsen har en opdragende/socialiserende funktion. Borgerne lærer at tage stilling til samfundets problemer og konflikter, og der sikres en levende debat om samfundets fælles anliggende. Sammen med retten til at bestemme over eget liv (det nære liv), er det med til at gøre mennesker myndige. Idealer er, at denne myndiggørelse omfatter alle" (Rasmussen (1995.2) s. 35) De to opfattelser kan skematisk og lidt "firkantet" fremstilles sådan:
Demokrati er en proces. Det er en relation mellem to eller flere mennesker. Demokrati er ikke en lære der kan doceres, men noget man socialiseres til igennem inddragelse, opdragelse og uddannelse. Med andre ord er demokrati en kulturel dannelsesproces. Det er en tankegang, en livsform, som man tilegner sig ved, at man lever den igennem i alle livets relationer. Hal Kock har sagt, at demokrati ikke lader sig "indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform, som under stadige nederlag og tilbagefald er groet frem i løbet af godt og vel 2000 år, og som i sin lange og besværlige tilværelse har modtaget mange påvirkninger fra mangfoldige sider. Det er ikke noget afsluttet. Derfor står debatten stadig om dets væsen" (s. 12). Ifølge denne opfattelse, er demokratiet karakteriseret ved at være en livsform, - noget uafsluttet og ikke endelig definerbart, - noget hvor samtale og dialog er kernen. Videre siger Hal Kock: "Demokratiets væsen er () ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse" (s. 23). Det er i dette lys fremtidsværkstedet skal ses som et nyt kulturværktøj i den fortsatte udviklingen af vores demokrati.
SAMTALEKULTUREN ER SAMTALENS FORUDSÆTNING
Hvad er det så der i praksis karakteriserer kommunikationen i det direkte demokrati; en kommunikation som jeg mener er gældende inden for fremtidsværkstedets metode. Forudsætningen for denne kommunikation; samtalen, er at der er en samtalekultur, hvor samtale og samtalekultur er uadskillige dele. Men "ikke al snak fortjener betegnelsen samtale. Der skal tales, der skal lyttes, og der skal svares. Der skal være henholdsvis frimodighed, lydhørhed og ansvarlighed. Uden disse tre kvaliteter dør samtalen hen" (Holger Henriksen (1988) s. 78).
TILLID ER EN FORUDSÆTNING
En af forudsætningerne for en frugtbar samtalekultur er, at deltagerne møder hinanden i tillid. Tillid hører samtalen til fordi man i samtalen udleverer sig til de andre, og man er dermed sårbar over for ligegyldighed, ironi, foragt og hån. Oplever man at ens oprigtige og spontane ytringer går tabt opstår der utryghed og usikkerhed som følge. Oprigtigheden og spontaniteten går tabt, og man begynder en taktisk kommunikation(Henriksen (1986) s. 76). Det er værkførerens ansvar at sørge for, at fremtidsværkstedets enkle regler og struktur - en slags samværsregler - overholdes, så der skabes en ramme af tillid og tryghed, som indgyder folk mod til at udtrykke og udfolde sig som frie mennesker. Fungerer værkstedet efter hensigten er deltagerne åbne over for fremtidsværkstedets opfordringsstruktur.
DER LIGGER EN OPFORDRING
I FREMTIDSVÆRKSTEDETS STRUKTUR Fremtidsværkstedets enkle procesramme har stor indvirkning på 1) hvordan kommunikationen foregår og 2) med hvilken indfaldsvinkel deltagerne forholder sig til temaet. Det er det man kan kalde fremtidsværkstedets opfordringsstruktur. Det er værkførens opgave at formidle de arbejdsmåder der ligger i opfordringsstrukturen, som kort kan skildres i fem punkter:
TEMA OG PROGRAM
Man kan ikke på forhånd sætte sig et bestemt mål, som arbejdet i fremtidsværkstedet skal arbejde sig hen imod. Temaet skal formuleres bredt og åbent i overensstemmelse med deltagernes ønsker, men samtidig skal det formuleres på en måde, at der spørges til deltagernes problemer, frem for at det er andres problemer, der skal løses. Temaet skal være afgrænset, samtidig med at det for hver deltager åbner for spørgsmålet: Hvad vil jeg med mit liv - i forhold til denne bestemte sammenhæng. Programet og fasernes regler er skrevet på vægaviser hvilket betyder at alle deltagerne har et overblik over den overordnede struktur. Strukturen går udelukkende på processen, ikke på indholdet. D.v.s. at der ikke er nogen skjult dagsorden, hvilket er en af fremtidsværkstedets tillidsskabende faktorer. Indholdsmæssigt ligger alt åbent, hvilket betyder at der er en høj grad af åndsfrihed tilstede i fremtidsværkstedet. En deltager skriver direkte at "magtstrukturen er synlig". LEGENE
Fremtidsværkstedet er en legende arbejdsmåde. For at varme op til denne "arbejdsholdning" indledes faserne med forskellige lege. De anslår en afslappet tone i det krævende arbejde som forestår. Ofte er der lidt modvilje og skepsis, men som regel deltager alle til fælles fornøjelse. Legene skal være enkle og skabe vinder-vinder stemning, så ingen deltagere går fra legen med en følelse af, at der er tabere og vindere. Børnelege er meget velegnet. Selv benytter jeg lege som Tossesangen, Kluddermor og Husholdningsmaskiner (hvor deltagerne i grupper får max. 5 min. til at ‘fremstille’ en maskine som skal mimes for de andre, som så skal gætte hvad det er for en maskine). Lege som disse ‘går rent ind’ hod deltagerne.
REGLER FOR SAMVÆR
De enkle regler for processens samvær er med til at øge tilliden i værkstedet. Reglerne er kort:
Der er som regel altid lidt forvirring i begyndelsen af et værksted, fordi deltagerne ikke helt ved hvad det går ud på. Strukturen er nem at overskue og reglerne accepteres hurtigt, fordi det er tydeligt at de gælder for alle. Når stikordsstrømmen har været i gang en tid begynder deltagerne at fornemme arbejdsmåden og deltagerne kommer lidt efter lidt med deres personlige udsagn, der så bliver skrevet på vægaviser. Folk oplever at reglerne fungere: De ‘tavse’ får den tid og hjælp de skal have og de mest snaksalige og diskusionslystne bliver stoppet hvis de bliver for ivrige. En deltager oplevede det på denne måde: "Der er ingen ‘grænser’ og ingen diskuterer eller kritiserer ens udtalelser. Det er enormt fedt."
FREMTIDSVÆRKSTEDETS FASEOPDELING
Den skarpe adskillelse mellem faserne; kritik, utopi og virkeliggørelse strukturerer den måde deltagerne forholder sig til temaet på. Fasernes regler, som hænger på væggene under hele forløbet, er som følgende: Kritikfasen: "Vi er konsekvent negative". Utopifasen: "Vi sætter virkeligheden ud af kraft: Hvis vi nu selv kunne bestemme ...". Virkeliggørelsesfasen: "Vi holder fast ved vores ønsker: Denne adskillelse giver en meget struktureret dialog hvor for-, frem- og nutid debateres i blokke for sig og diskussionen om mål og midler er adskilt i henholdsvis utopi- og virkeliggørelsesfasen. Den konsekvente negativitet og kritik kan fungere så konstruktivt, skabe energi og lethed i modsætning til den tunghed og det ubehag, vi i hverdagen ofte forbinder med kritik og det at være negativ. Her bliver kritikken hørt, set og forstået af alle der er tilstede uden at man skal forsvare eller forklare sig. "Man får vendt kritikken til nogen mere konstruktivt" og "Konstruktiv kritik / oplysende" lød tilbagemeldingen fra et par af deltagerne. En gentagene kritik af mine fremtidsværksteder er, at der er for lidt sammenhæng mellem kritik- og utopifasen. Den manglende sammenhæng kan skyldes at jeg har glemt at hænge sammenfatningen af kritikstikordene på en synlig vægavis, så der, hvis det er nødvendigt, kan henvises til kritiktemaerne: "Er der noget i kritikken, der ikke har fået sit modstykke?" Et sådan tilbageblik kan være med til at skabe forbindelse. Har man meget tid kan man på forskellige måder arbejder på at gøre kritikken mere sanselig. I utopifasen sættes "virkeligheden ud af kraft" og der skal udvikles et alternativ til kritikken - en begyndende målsætning for fremtiden. Fremtidens drømme og ønsker får luft under vingerne. Ofte får deltagerne en regulær ‘flyvetur’ fordi de pludselig skaber billeder der bygger på visionen om Det Gode Liv. Hverdagens travlhed, individualismen og de dårlige nyheder om arbejdsløshed, krig og forurening erstattes med deltagernes idealer om en mere menneskelig tilværelse i solidaritet og fællesskab. Det er i utopifasen at værkførerne står deres prøve. Her er der en tendens til at springe tilbage til virkeligheden og det ‘realistiske’, ‘for det kan alligevel ikke lade sig gøre’ og de traditionelle diskussionsformer ‘genopstår’ nemt. Her skal værkførerne ind og anspore dem til at åbne op for de utopiske horiosonter. Er temaet præsist formuleret og har deltagerne et konkret handlingfællesskab, er det som regel ikke noget problem, da utopierne pr. automatik tager deres afsæt i kritikkens virkelige verden. I virkeliggørelsesfasen "holdes der fast ved ønskerne: hvordan går vi i gang med at gøre dem til virkelighed ...". Her skal deltagerne give utopierne jordforbindelse: Hvilke midler kan der tages i brug for at realisere utopierne og hvilke juridiske, økonomiske, politiske, sociale, tekniske og menneskelige forhindringer står i vejen. Konkrete planer og strategiovervejelser begynder at tegne sig, og hvis deltagerne har lyst og overskud vil de forpligtige sig i et videre arbejde. Fasen afsluttes evt. med en aftale om et opfølgningsmøde for alle deltagerne og værkførerne. Desuden skal protokollen skrives. ET USÆDVANLIGT PRODUKTKRAV
Det eneste produktkrav deltagerne stilles over for er, at der skal skrives en protokol bestående af en direkte afskrift af alle de vægaviser der er produceret i værkstedet. Protokolskrivningen kan gribes an på forskellige måder; lige fra at værkføreren påtager sig ansvaret eller at den uddelegeres og samles af en redaktør ved den fastsatte deadline. En anden mulighed er, at den skrives på stedet med alle som deltagere. Herved understøttes fremtidsværkstedet som en fælles arbejdsproces. Når protokollen er færdigskrevet sendes den til alle deltagerne. Et produktkrav som dette er meget usædvanligt. Det er enkelt og ukompliceret i forhold til de krav vi sædvanligvis står over for, f.eks. ved bordet med den grønne dug hvor kravene har et tydeligt centralperspektiv. SAMMENFATNING
I fremtidsværkstedets klare stuktur og enkle regler har samtalen gode kår. Strukturen motivere til andre samtaleformer end vi er vant til. For det første har samtalepartnerne ændrede karakter; der tales via værkførerene og vægaviserne og ‘modtagerne’ svarer sjældent ud fra ‘afsenderens’ udtalelser, men ud fra de associationer de forrige udtalelser skaber hos den nye taler. For det andet ansporer opfordringsstrukturen deltagerne til at lege med fremtiderne; til at være frimodige i deres arbejde med fremtidsutopierne. Den uforpligtigende leg med fremtiderne betyder, at der ikke kommer nogen form for overtalelse ind i kommunikationen. Strukturelt er fremtidsværkstedet et magtfrit rum. Det kommer først og fremmest til udtryk i det princip, at værkstedsarbejdet ikke skal munde ud i et fælles kollektivt produkt. Desuden er strukturen synlig i kraft af det offenliggjorte program og de klare og enkle regler. Forvaltes samværsreglerne efter hensigten svækkes de sociale magtrelationer, selv om at der aldrig kan ses bort fra disse.
HVORDAN ARBEJDSMETODEN PÅVIRKER INDHOLD OG FORM
Fremtidsværkstedets struktur, regler og opfordringsstruktur har indflydelse på kommunikationen på følgende punkter:
Dette påvirker deltagernes måde at forholde sig indholdsmæssigt og arbejdsmetodisk til temaet. Den beskrevne opfordringsstruktur muliggør udviklingen af social fantasi, i form af kritik af de eksisterende livsrum og formuleringer af utopiske udkast og konkrete forestillinger om mulige skridt i retning af større indflydelse på fremtiden. Dette kan kun finde sted i et frirum der er åbent for systematiske prøvehandlinger. En deltager udtrykte at værkstedsarbejdet gav "følelsen af at man er i et laboratorium for at forske". Dette frirum skaber rammen om den arbejdsmetode deltagerne udvikler, hvor fordelene ved flere menneskers samtidige arbejde med det samme projekt udnyttes, således at der åbnes op for muligheden af at forestille sig en social (produktiv) fantasi: Flere mennesker i fri tværfaglig og -kulturel forening sætter arme, ben, hoved og hænder i bevægelse for at tilegne sig fremtiden i en form, der er tillempet egne behov.
HVAD FORMIDLER FREMTIDSVÆRKSTEDET
Fremtidsværkstedets formidlingsresultat kan inddeles i tre: det der omhandler processen, det indholdsmæssige i protokollen og de eventuelle initiativer der udspringer af værkstedsarbejdet.
Først og fremmest formidler fremtidsværkstedets proces en god oplevelse! En oplevelse af, at blive taget alvorligt og af ligeværd. En oplevelse af et demokratisk samvær og fællesskab der er anderledes end det man ellers er vant til. En oplevelse af, at det der optager og måske bekymre én, kan bearbejdes på en anden måde end de sædvanlige realitets- og virkelighedsbundne former, hvor man ofte taber målet af syne. Og ikke mindst formidler fremtidsværkstedet sig selv som et nyt kulturværktøj som deltagerne kan bruge og lade sig inspirerer af i deres fremtidige virke. Robert Jungk udtrykker det som jeg kalder empowerment på denne måde: "Endnu vigtigere end det, de finder frem til, er det for deltagerne, at de finder sig selv. Den "løftede stemning", der så godt som altid udvikler sig, kommer af, at de selvbestaltede "fremtidsskabere" i det mindste for en stund overvinder deres sprog- og magtesløshed, at de lærer at give ord til det, som trykker dem, og til det, som de hidtil har undertrykt, nemlig hele den vide verden, som udgøres af deres ønsker om et menneskeværdigt liv." "Den opdagerglæde, der frisættes i et fremtidsværksted, gør dem regulært "høje" - uden brug af stoffer eller andre stimulerende midler. Og det er en tilstand, der - når man først har oplevet den - bliver ved med at leve i ens erindring og også fremover vil tjene som en kraftkilde for ens stræben mod forandring, indre såvel som ydre." (Jungk (1988) s. 79). Indholdsmæssigt formidler fremtidsværkstedet visionen om Det Gode Liv, hvor det er det etiske og idealistiske der er i højsædet. En vision der negativt er karakteriseret ved en kritik af de eksisterende livsrum manglende sociale bevidsthed, manglende udfoldelsesmuligheder og manglende demokrati. Positivt er visionen karakteriseret ved konkrete forestillinger om mulige skridt i retning af større myndighed og større indflydelse på fremtiden. Sidst men ikke mindst formidler fremtidsværkstedet nogle konkrete handlingsforslag som evt. følges op af konkrete aktiviteter.
KRITIK AF FREMTIDSVÆRKSTEDET
Fra forskellig side er der kommet to kritikpunkter som jeg her vil forholde mig til. Den ene går på, om den indflydelse som deltagerne oplever i værkstedsarbejdet er en psudodemokratisk oplevelse, fordi det kan være svært at opnå indflydelse i virkelighedens verden. Jo, det kan det nemt. Derfor må man vurdere formålet med hvert enkelt fremtidsværksted og man må vurdere temaets afgrænsning. Hvis deltagerne efter værkstedet endnu en gang får bekræftet deres erfaringer med demokratisk underskud, efterlader det kun et dårligt indtryk af fremtidsværkstedet.
Det andet kritikpunkt går på, at udgangspunktet er negativt. Hvad med de positive erfaringer og personlige ressourcer som man allerede er i besidelse af. Disse bruges ikke som fundament. Og den enkeltes forventninger; ‘hvorfor er du kommet’, og ‘hvad vil du have ud af dette fremtidsværksted’, kommer ikke frem. Det er en kritik som er interessant, fordi den tager udgangspunkt i det enkelte individs målsætning for sit eget virke. Havde man tid nok ville det være spændende, at startede med plenumrunder og /eller at deltagerne parvis eller i grupper interviewede hinanden vedr. ovenstående spørgsmål, som en indledning til det egentlige værkstedsarbejde.
FREMTIDSVÆRKSTEDETS MULIGHEDER NÆRDEMOKRATI
I disse år lægges der op til en decentralisering af vise samfundsfunktioner. Et eksempel på dette er de nye Bydelsråd rundt om i København. Johs. Bertelsen skriver i Information d. 3/4 ‘96: "Meget tyder faktisk på, at nærdemokratiet skal finde en helt anden form, hvor konkret praksis er nøgleordet. Det er ikke pladser i udvalg og råd, som skal udmeldes til lokalområdet, men derimod økonomiske midler og kompetence, så borgerne kan begynde at eksperimentere med deres produktive og sociale liv på et reelt grundlag". Jeg er enig i at nærdemokrati skal være andet end råd og udvalg. For mig betyder nærdemokrati, at man træffer beslutningerne i fællesskab og sammen finder ud hvem og hvordan beslutningerne udføres. Det er først når man har kompetence og ressourcer, at engagement, ansvarlighed og samvær får mulighed for at blomstre. I en ægte nærdemokratisk proces vil fremtidsværkstedet lejlighedsvis være et godt værktøj til at definere kritik, mål og midler.
MODERNE MAGEMENTINSTRUMENT
Inden for erhvervslivet og den offentlige forvaltning er man begyndt at bruge fremtidsværkstedet som et nyt manement-instrument. Formålet er at skabe et bedre samarbejde mellem ansatte og ledelse og at øge produktiviteten. Dermed bliver der sat et produktkrav der betyder, at der er en risiko for at det magtfrie rum opløses, fordi kritik og utopi der vil få ‘negative’ konsekvenser for produktiviteten måske ikke er velkommen.
Desuden er der erfaringer med, at det magtfrie rum kan undermineres, hvis deltagerne kommer fra forskellige lag i en hierakisk organisation, hvor lederne har magtbeføjelser i form af lønfastsættelse eller indflydelse på ansættelses- og afskedigelsesforhold. Dette kan betyde at nogle deltagere holder deres kritik og ønsker tilbage på grund af autoritetsforhold eller af frygt for sanktioner. Dermed er stor risiko for, at der vil ske en ændring i kommunikationen fra den åbne samtale til en mere taktisk kommunikation. Dette indebære, at man i arbejdet med fremtidsværksteder må undgå, at de defineres "fra oven".
KONFLIKTFOREBYGGELSE
Sidste år lavede jeg i forbindelse med mit virke i Center for Konfliktløsning et fremtidsværksted i et stort bofællesskab. Fremtidsværkstedet afdækkede latente konflikter; konflikter der var usagte og som gav spændinger i det sociale liv. Arbejdet i kritik- og utopifasen gjorde at beboerne fik øje på konflikterne. Desuden fandt de ud af, at bofællesskabet ikke, som de fleste troede, var opdelt i to lejre, men i fire eller seks lejre.
Det umiddelbare udbytte bofællesskabet havde af fremtidsværkstedet var, at de fik sat fokus på de aktuelle konflikter og at de i praksis stiftede bekendtskab med en samtalekultur der er konfliktafspændende. De fik et lille kendskab til demokratiske handlingskompetencer der giver dem mulighed for at erobre deres egne konflikter. Ud fra mine erfaringer i et øko-socialt eksperimentelt samfund mener jeg, at fremtidsværkstedet kan være konfliktforebyggende/-løsende i sociale miljøer og bevægelser. Netop fordi man i fremtidsværkstedet får nogle konkrete værktøjer der handler om at lytte til hinanden kan metoden være dialogfremmende. Nogen finder måske ud af, at ‘kritikken’ ikke er så unuanceret som man gik og troede. Og i utopifasen får man muligheden for at tale om de fælles mål, og måske også dér finde ud af, at holdningerne ikke er sort/hvide. Desuden har jeg oplevet, at et fremtidsværksted har været med til at bryde nogle fronter, fordi at det sædvanlig "Nej" blev suppleret med et "Ja". Siden hen er elementer fra fremtidsværkstedet blevet brugt konstruktivt i andre mødesammenhænge.
FREMTIDSVÆRKSTEDER OG UDDANNELSE
Inden for uddannelsessystemet kan fremtidsværkstedet bruges i mange varianter og sammenhænge, med det formål at organisere undervisning og studieforløb ud fra elevernes / de studerendes erfaringer og interesser. Det ville kunne bruges som indledning på problemorienterede projektarbejder til: 1) at opsamle gamle arbejds- og proceserfaringer og 2) til en begyndende indkredsning af projektets problemfelter og arbejdsmetoder. Jeg mener dog at man skal være opmærksom på, at traditionel undervisning og pensum- og eksamenskrav kan tage luften ud af fremtidsværkstedet og give deltagerne en dårligt indtryk af fremtidsværkstedsmetoden. Konkret ville det kunne bruges til planlægningen af folkeskolens 10. skoleår, da pensum- og eksamenskrav for dette skoleår er meget bredt formuleret.
DEMOKRATISK PLANLÆGNING AF INDUSTRI
Igennem nogle indledende fremtidsværksteder har ufaglærte fiskeindustriarbejdere i Esbjerg sammen med forskere og eksperter udarbejdet en konkret utopi for demokratisk fiskeindustri. I utopien træder den sociale ansvarlighed frem, som et afgørende kendetegn ved demokratisk produktion. Utopien er i disse år igang med at blive virkeliggjort med støtte fra fagbevægelsen og offentlige støttemidler. Projektet er et aktionsforskningsprojekt igangsat i samarbejde med fagbevægelsen. Det ses som et uddannelsesforsøg med henblik på af konstruere læreprocesser og sociale rum, hvori der kan skabes forandringer fra neden.
NORDEN SOM SOCIALT LABORATORIUM
Knud P. Pedersen mener, at man kan bruge fremtidsværkstedet til, at "vi sammen kan mejsle løsningsmodeller og -koncepter frem, som kan være med til at føre verden frem mod en bærekraftig fremtid" (s. 28). Han siger at alliancer mellem folkebevægelser, der tør gå konstruktivt imod strømmen og uafhængige kunstnere, ditto eksperter og lokale grupper/lokalsamfund, kan i virkeligheden utrolig meget. Han henviser til den indflydelse de folkelige bevægelser har på den politiske dagsorden og til "den alternative energi-teknologi, de øko-sociale eksperimentsamfund og det omfattende felt af økologiske nybrud" (s. 27) som er udviklet i de nordiske lande.
Det var med interesse jeg læste Knud P. Pedersens artikel, da den ligger i tråd med mine drømme om, at gøre Danmark til et socialt laboratorium for bæredygtig udvikling - en udvikling som skal bygge på vores folkelige demokratiske tradition. Hvordan det gøres ved jeg ikke, men det ville være naturligt at bygge på de erfaringer der er tilstede rundt om i landet. Lovgivningsmæssigt kunne man f.eks. tage udgangspunkt i erfaringerne fra Christiania m.h.p. en egentlig Fristadslov omfattende de mange øko-sociale eksperimentsamfund som er spiret frem de sidste årtier. Indledningen til et sådan lovgivningsarbejde fra neden kunne starte med et fremtidsværksted med deltagere fra disse samfund. Lignende initiativer kunne igangsættes inden for ...
KONKLUSION
Processerne i fremtidsværkstedet bygger på et deltager-demokratisk grundlag. Dialogen og samtalen er i centrum og de sociale og arbejdsmæssige relationerne er ligeværdige. Strukturelt er fremtidsværkstedet et magtfrit rum da der ikke er nogen skjult dagsorden og fordi fremtidsværkstedet det ikke har noget centralperspektiv.
Fremtidsværkstedets struktur, regler og opfordringsstruktur skaber et rum der muliggør udviklingen af social (produktiv) fantasi, som svare til visionen om Det Gode Liv, hvor det etiske og idealistiske er i højsædet. Desuden giver værkstedet deltagerne empowerment, der giver mod til at arbejde videre med deres idealer. I fremtidsværkstedet leves de bløde værdier. Arbejdsformen skaber subjekt-subjekt relationer. Magt er ikke vigtig og alle kan deltage. Der lægges mere vægt på processen end produktet og ingen har patent på sandheden. Dette skaber engagement, ansvarlighed og et glædesfuldt samvær. Fremtidsværkstedet er velegnet til at skabe forandringer fra neden, fordi metoden bibringer deltagerne en demokratisk kompetence som deltagerne lever, idet at fremtidsværkstedet er demokratisk struktureret. Fremtiden er formbar. Derfor er det vigtigt at vi forholder os til fremtiden - på et demokratisk grundlag. Vores handlinger i dag har konsekvenser i morgen. Det er i det lys vi skal se fremtidsværkstedet! Den følgende tekst er de to indledende afsnit fra mit pædagogisk speciale "Utopier som ressource i demokratisk arbejde", som taler for, at man bør inddrage fremtidsværkstedsmetoden i uddannelsessystemet.
DEMOKRATI OG OPDRAGELSE
DEMOKRATIBEGREB
Jeg vil indledningsvis starte med et citat om den objektive sandhed fra Martin Schultz bog "Drømmen om et samfund", Modtryk 1984:
"En af demokratiets teoretikere, Protagoras, sagde: "Mennesker er altings målestok, for de værende ting, at de er - for de ikke værende, at de ikke er".*) Denne erkendelsesteoretiske grundsætning gjorde op med den gamle filosofiske tradition, som hævdede, at der fandtes en objektiv sandhed, som var fælles for alle. Sandheden var hvad det enkelte menneske oplevede her og nu gennem sansning. Dette gjaldt alle menneskelige meninger, også om ret og uret, godt og ondt. Ingen stats normsystem kunne påberåbe sig absolut sandhedsværdi eller absolut gyldighed." (Martin Schultz, s. 26) Dette kan jeg til fulde tilslutte mig; at min sandhed ikke har nogen større gyldighed end andres, og at jeg dermed ikke kan tillade mig at påtvinge andre min sandhed. Det kræver at jeg har et redskab i mødet med medmennesket, hvor vi skal skabe noget - fremtiden - sammen. For mig er dette redskab demokratiet, I min forståelse at begrebet demokrati, har jeg ladet mig inspirere af Hal Kock's pjece Hvad er Demokrati? "Demokrati lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. () Det er ikke en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på. Det er ikke et én gang opnået resultat, men en opgave, som stadig skal løses på ny. Fremforalt er det ikke en lære, der kan doceres, og som man i en håndevending kan tilegne sig eller gå over til. Det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i det allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter i forholdet udadtil i større kredse, i forholdet til landsmænd, og endelig i forholdet til andre nationer - på hvilket sidste punkt verden endnu ikke har set ret meget til demokratiet." (Hal Kock, s. 12) "Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysningsarbejde nerven i demokratiet." (Hal Kock, s. 13) "Det drejer sig ikke om politiske læresætninger eller om de rette anskuelser. Det afgørende er et folkeligt ord, en opbyggende tale, som kan være med til at skabe et menneskeligt fællesskab, som kan klarlægge livet og dets kår for os - både enkeltvis og i vor folkelige, politiske sammenhæng." (Hal Kock, s. 15) Når to, tre eller flere - muligvis et helt folk - skal træffe afgørelser om fremtiden (vil der med sikkerhed være meningsforskelle). Der opstår således konflikter, () mellem hinanden og [der skal findes en løsning på konflikten]. I det store hele findes der kun to veje til at finde denne løsning: 1) man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje som råder (), 2) man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for - det må ikke glemmes - gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. (Hal Kock, s. 16) "Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse." (Hal Kock, s. 23) "Men der, hvor sindet er åbent og respekten for de andres synspunkter og hensynet til helhedens interesse er levende, der vil man netop gennem det frugtbare møde og den oprigtige debat kunne nå resultater, som aldrig nås, hvor den ene part er en enevældig konge, en privilegeret overklasse eller et moderne politisk parti, der er stærkt nok til at få diktatoriske griller. (Hal Kock, s. 24) Jeg er af den opfattelse, at vores demokrati ikke er præget af det Hal Kock kalder "det frugtbare møde og den oprigtige debat". Vi har et 'afstemnings-demokrati' styret af investorere, eksperter, og politikere. Gældende for dem alle er, at de taler til og ikke med folket. En stor del af livsverden, hvor den symbolske reproduktion foregår, er blevet kolonialiseret eller samfundsmæssiggjort er love og regler for snart alt og reklamerne frister fra morgen til aften med tilbud på 'guld og grønne skove': "hvis vi bare køber ....." Og ryger vi på 'røven' sørger velfærdsstaten for at vi holder 'skindet på næsen'. Der er sket et skift fra tidligere, hvor borgerne var lønmodtagere og statsborgere, og til i dag, hvor vi er blevet forbrugere og klienter der ligger under for markedsøkonomiens og statens strategiskehandlinger. Samtidig er der sket en forandring i de moralske styringssystemer. Tidligere var dette styret af religion og ideologi. I dag er moralen styret af økonomiske tankegang og jura: "Det økonomiske og politiske systems tiltagende bearbejdning af sociale fænomener ved at underkaste dem økonomiske kalkyler og omdefinitioner eller bureaukratiske, juridiske forholdsregler nedbryder nemlig gradvis de traditionelle livsformer uden at danne nye. () Hvad der tidligere f.eks. var en solidarisk handling, bliver nu et spørgsmål om økonomisk udbytte og juridisk pligt". (Thomas Gregersen: Habermas’ Kritiske teori om velfærdsstaten, s.72-73). Alt dette medfører, at mange mennesker i det moderne samfund ikke kan se meningen med livet; de resignerer med fremmedgørelse og manglende identitet til følge. Det store flertal melder sig ud af den statslige demokratiske proces og overlader den demokratiske scene til eksperter, teknokrater, bureaukrater, politikerer m.m., eller det Hal Kock kalder en "privilegeret overklasse". "Menneskelig vækkelse, oplysning og opdragelse - uden det bliver demokrati en farlig ting. Så går det, som kritikerne påstår, at den behændige agitator og den samvittighedsløse intrigemager kan køre med det hele. Men lægemidlet herimod er ikke at tage styre og ansvar fra folket og overdrage det til en lille klike. Der er farerne nemlig endnu større. Der vil smiger, personlige forbindelser og ligefrem bestikkelse få enestående vækstbetingelser. Italien og Tyskland kan tale med om dette. Nej vejen er tværtimod den gennem ansvar og krav at opdrage folket til selvstyre. Det nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtigste i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det som foregår i folketinget. Og opdragelsen foregår ikke blot gennem de mange forskellige former for skoler - lige fra folkeskolen over de mange mere eller mindre frivillige ungdomsskoler til universitetet - men lige så fuldt gennem det folkelige organisationsliv og hele det samarbejde, som der udfolder sig. Jeg betænker mig heller ikke på at sige det så stærkt: dette folkelige arbejde er den eneste virkelig effektive indsats imod befolkningens nazificering." (Hal koch, s. 46) Og hvad så? Er det ikke bare ord? Hvad er konsekvenserne af Hal Kocks utopi? I Oprør fra Midten skriver forfatterne i afsnittet 'Behov for demokratisk ideologi': "Det er ikke kun de økonomiske motiverede ideologier og deres henholdsvise anti-kommunisme og anti-liberalisme, der stiller sig i vejen for en social liberalisme eller liberal socialisme. Men disse ideologiers magt over sindene og mangelen få en tidssvarende demokratisk ideologi er medvirkende årsager til den manglende demokratiske handlekraft. De økonomiske problemer er kun én side af den almindelige sociale krise; en anden side, som politikere ofrer mindre opmærksomhed, selv om den kommer tydeligt til udtryk, f.eks. i velfærdssamfundets storforbrug af sløvende, stimulerende og smertestiillende midler, er den psykologiske: følelsen af rådvildhed, af meningsløshed og det overforbrug iøvrigt, som er en tydelig erstatning for tilfredsstillelse af reelle behov. En demokratisk ideologi må tage sit udgangspunkt i menneskets behov - og ikke, som den marxistisk-leninistiske, opfatte behovene som en følge af den sociale og økonomiske udvikling (hvori ligger at mennesket kan og skal tilpasses til statens behov). Til de psykiske behov hører imidlertid også behovet for mening, for tro - som er blevet tilfredsstillet af religionerne og af de politiske ideologier. Tro er tillid til de kræfter der styrer udviklingen, følelse af at arbejde med noget der arbejder for en. Er det, i en situation hvor vi véd at udviklingen kan føre til katastrofer, muligt at tro - på andet end de suveræne eksperter eller 'den stærke mand', der på et tidspunkt kommer og befaler, og som netop menes i besiddelse af eller i overensstemmelse med større kræfter? Er det muligt simpelhen at tro på mennesket eller på demokratiet?" (Niels I. Meyer m.fl.:Oprør fra Midten,s. 21. Gyldendal 1978) At have noget at tro på er det vigtigste i verden. Men uden håbet og kærligheden har troen trange kår. Hvad Kammerat Jesus prædikede for snart 2000 år siden er stadig aktuelt: Troen - Håbet - Kærligheden. Troen på fremtiden, på harmonien. Men uden håb på at troen engang når en form for opfyldelse og uden håbet på at vi selv både kan give og modtage kærligheden, så har troen som sagt trange kår. Min skolelærdom siger mig at, tro oftest bliver forbundet med den kristne tro på gudsriget - forventningen om de sidste tider eller noget fremtidigt. Men det knyttes også til den nuværende forkyndelse af kærlighedsbudskabet. Det er den sidste udlægning jeg lægger mig op af; troen på det gode liv indeholder kærlighedsbudskabet. Paulus skriver i Første Brev Til Korinterne kap. 13 vers 13: "Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden." Som Hal Koch skriver, er demokratiet en livsform. "Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet" (Hal Koch, s.13). Det er min overbevisning at livet er en lang lære- og opdragelsesproces.
PÆDAGOGISKE TANKER Jeg vil indlede dette afsnit med Kai Aalbæk-Nielsens syn på dannelse: "Selvforståelse er i dag det samme som dannelse, for så vidt som dannelse består i bevidstheden om sig selv og det, der betinger ens tilværelse. Dannelse har at gøre med refleksion over sig selv og over den daglige, ureflekterede tilværelse, og den består i problematisering af naturen, samfundet og teknikken som helhed. Dannelse er forståelse af ens identitet og identitet er en målrettet bevægelse ind i fremtiden. Den dannede er den, der selv dirigerer bevægelsen i klar bevidsthed om sine egne muligheder og begrænsninger, sådan som de viser sig ud fra den konkrete historisk-sociale situation, man befinder sig i." (Hans Jørgen Kristensen: Pædagogik - teori i praksis s. 38. Gyldendal 1991). Ovenstående dannelsessyn er udtryk for en selvkonstitueringsproces. Processen foregår ikke isoleret fra andre men i samspil med andre, dvs. at ens egen selvkonstituering er led i andres selvkonstituering og omvendt. Hvis dette skal lykkes betyder det at eleven skal indgå i subjekt-subjekt relationer med såvel lærere og elever, hvor den enkelte såvel som gruppen af elever er med til at definere egne og fællesskabets mål. Derfor kan man ikke formulere, hvori de grundlæggende kundskaber består. Ej heller kan man på det overordnede plan formulere et sæt af grundlæggende værdier for det enkelte menneske. I stedet handler det om hvordan eleverne opbygger et nødvendigt og ønskeligt fremtidsberedskab, bestående af et sæt af handlingskompetencer (se bilag 1), der gør dem selv i stand til at være med til at præge fremtidens samfund - fra nu af. Det er min overbevisning at subjekt-subjekt relationer, der har med skabelsen af vores fælles fremtid at gøre, trives bedst i selvorganiserede processer, d.v.s. at det enkelte menneske har indflydelse på deres øjeblikkelige situation. dette leder mig over i Esben Jerlangs definition af selvforvaltning: "Individets vilje og evne til at skabe sit eget liv og øve indflydelse på sine livsomstændigheder i et ansvarligt og solidarisk samarbejde med andre ligeværdige individer. Individet har hermed ikke alene ansvaret for sin egen udvikling, men også for andres samt for sin omverden, herunder kulturen, samfundet, naturen, økologien osv". (Esben Jerlang s. 42) Selvforvaltning om noget, i samarbejde med andre liveværdige individer, kan ikke fungere uden, at det enkelte menneske har opnået en hvis grad af selvregulering og selvbestemmelse. Endvidere betragter jeg ikke kun eleverne, men også lærerne, som deltagere i selvforvaltningsenheden, dog med en anden kompetance og autoritet end elevernes. Målet er, at den enkelte og gruppen lære at opstille egne mål og udvikle disse. Et væsenligt læringsprodukt af selvforvaltningsprocessen er, at eleverne opnår en bevidsthed om egne valg, d.v.s. en bevidsthed om hvornår de pålægges et ansvar, hvornår de selv påtager sig ansvar og hvornår de pålægger andre ansvar. Jeg betragter en selvforvaltningsenhed som en levende organisme der både oplever stagnation, regression og progression. En organisme der oplever både ligegyldighed, afmagt, kaosangst, kærlighed og succes. Jeg er af den overbevisning at den enkeltes oplevelse af ligegyldighed, afmagt, kaosangst, kærlighed og succes hænger meget sammen med hvor meget vedkommende har indflydelse på sin øjeblikkelige situation. Det bringer mig til, hvad vi kan forvente af hinanden i mødet med hinanden? Ud over gensidig respekt må vi forvente en hvis portion personligt ansvar og medansvarlighed. Og hvad er ansvar så for en størrelse? I tidligere tiders skole betød ansvar, at man blev pålagt strenge krav, disciplin og underdanighed. Begrebet kunne nærmest oversættes med "pligt" og "lovlydighed". Mennesket var et manipulerbart objekt som man frakendte sin selvbestemmelse, frihed og personlighed. Den humanistiske menneskeopfattelse ser ansvar som et indre, selvvalgt ansvar, hvor værdier, holdninger og normer udgør et beredskab for bevidste valg af handlinger. Jeg har valgt at benytte Ole Varmings definitioner af de to begreber; ansvar og medansvarlighed (Ole Varming: Ansvarlighed i skolen. Kroghs Forlag, 1993): Ansvar: Det individuelle ansvar hvor man har ansvaret for eget liv, og det sociale ansvar, som er ansvaret for andre mennesker og evnen til at samarbejde. Det er en forpligtigelse til at svare for eller at stå til regnskab og at tage følgerne af sine handlinger. Medansvarlighed: Forpligtigelse til at lære sig, føle og påtage sig ansvar sammen med andre i et socialt fællesskab og løse opgaver til fælles bedste. Medansvarlighed er en forudsætning for individuelt ansvar og personligt ansvar for og medleven i demokratiet. Disse begreber er ikke noget der kan indlæres, men er noget der skal opleves i situa- tioner hvor man står over for det sociale ansvar. Man kan lærer decentrering og empati, så man til stadighed ved, hvor og hvornår ansvarlige handlinger over for andre mennesker er nødvendige for at tage vare på dem. Decentrering er det kognitive/ intellektuelle aspekt, hvor man lære at tage hensyn til andres forudsætninger og bevæggrunde og se en sag også fra deres synspunkt. Empati er det emotionelle aspekt, der omhandler evnen til at føle og opleve som andre, vise respekt for andres følelser og at tage hensyn til deres behov. Dette forudsætter evnen til solidaritet og at vi kan identificere os med andre mennesker. Jeg synes Ole Varmings tanker om ansvar og medansvarlighed, supplere Hal Kochs tanker om demokrati: at det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig hvis man lever den igennem i sine daglige handlinger, d.v.s. at vi både har ansvar og medansvarlighed. Traditionelt har voksene (læs også: samfundsautoriteterne) taget ansvaret for og dermed fra eleverne. Den øget elevindflydelse betyder at eleverne i stigende grad har fået mulighed for at opleve, at de har ansvar for - ikke alene for sig selv - men også for andre. Dette giver eleverne en bedre mulighed for at svare på spørgsmålet: "Hvad vil jeg med mit liv?", ud fra det erfarings- og erkendelsesgrundlag den enkelte elev har. Men spørgsmålet forudsætter, at vi har mulighed for at vælge, og vi skal opleve, at vi kan foretage valg, som har indflydelse på vores liv, og at alt ikke er forudbestemt. Der hvor eleverne endnu ikke har erfaring med de grundlæggende handlingskompetancer, skal vi som lærere være behjælpelige med at bibringe muligheden for, at eleverne kan tilvejebringe erfaringer inden for "uopdaget" områder. Ansvar har ingen mening, hvis der ikke er et indhold der peger mod andre mennesker og det dermed får en social og solidarisk retning. Sådan forstået er der tale om et etisk begreb, der understreger, at mennesker er gensidigt afhængige af hinanden, og at ansvaret derfor hører til i det menneskelige fællesskab. Ansvar kan også beskrives med K.E. Løgstrups begreb interdependens, som betyder, at mennesker er hinandens skæbne og udgør hinandens verden, fordi deres liv i den grad er forviklet i hinanden, så hvad det ene menneske foretager sig kan ikke undgå at få indflydelse på et andet. Ingen lever for sig selv. Her er nævnt mange spændende betragtninger omkring ideen om selvforvaltning. Men hvorfor er det så interessant? Begrebet er sågar så uinteressant - eller moderne, at det endnu ikke har fået plads i Nudansk Ordbog, 14. udgave, 1990. Begrebet selvforvaltningen må have en modsætning, der indeholder en kritik af det bestående. For mig er denne modsætning formynderi og umyndiggørelse. WP-Win 5.2's (WordPerfect tekstbehandlingsprogram) synonymordbog har følgende synonymer for formynder: beskytter, kurator, rådgiver, værge. Alt sammen pæne og gode begreber set i sammenhæng med folk, som er på røven og ikke kan tage vare på sig selv. De kan ligefrem opnå en klang af solidaritet. Men i demokratiske og i selvforvaltningsmæssige sammenhænge er formynderi et skældsord, der handler om umyndiggørelse af ligeværdige samfundsborgere - børn som voksene. Den umyndige er henvist til at forstå sin verden gennem andres fortolkninger og udlægninger, at lægge udefra kommende vurderinger til grund for forståelsen af sin egen situation. Det er i processen omkring formynderiet, at vi som voksne, som øvrighedspersoner, befinder os i en læreproces. En læreproces der bl.a. handler om kaosangst. Vi skal som autoriteter; autoritet i kraft af vores viden og erfaring, lære at lade være med, at være bedrevidende og forudindtaget i forhold til eleverne, så disse ikke bliver objekter i mødet med os. Selv om vi er autoriteter skal vi møde eleverne som subjekter i det øjeblikkelige møde. Slutteligt vil jeg sige, at hvis selvforvaltningsprocessen er præget af åbenhed, ærlighed, fordomsfrihed, subjekt-subjekt relationer, ansvar, medansvarlighed og åbne handlings muligheder, har den før omtalte selvkonstitueringsproces gode kår. Den enkelte vil midste sin demokratiske uskyld, fordi vi ikke længere vil kunne fralægge os ansvaret, fordi vi igennem indsigt har bevidstheden om, at vi er ansvarelige for såvel proces som produkt. Det er med beklagelse, at jeg efter tre år på Seminariet må konstatere, at seminarielivet ikke er præget af ovenstående, og at dét dermed endnu ikke har mistet sin demokratiske uskyld. Før Seminariet mister den, kan vi ikke opdrage til demokrati - demokrati er en livsform. Selvforvaltning læres ikke uden selvforvaltning.
LITTERATURLISTE
I. Andersen m.fl (1989) Kære Teknologinævn... Teknologinævnet.
I. Andersen m.fl (1989) Dit samfund i morgen. Teknologi-rådet. H. Buus (1989) Fremtidsværksteder. In: Mod på teknologien. Teknologi-rådet H. Henriksen (1986) Civil Courage. Kvan. H. Henriksen (1988) Pædagogisk takt - og kunsten at køre med hundeslæde. Kvan. H. Henriksen (1994) Samtalens Mulighed. Holger Henriksens Forlag. F. Horn, (1993) Fremtidspædagogik. Danmarks Lærerhøjskole. E. Jerlang (red.) (1992) Selvforvaltning - pædagogisk teori og praksis. Socialpædagogisk Bibliotek. R. Jungk & N. R. Müllert (1994) Håndbog i FremtidsVærksteder. Politisk Revy. R. Jungk (1988) Modets Princip. Politisk Revy. H. Koch (1945) Hvad er demokrati? Gyldendals Uglebøger. K. A. Nielsen m.fl (1988) Fremtidsværksteder som foregrebet utopi. In: Kontext, nr. 51. K. A. Nielsen (1992) Forskning i nye flexible produktionsmetoder: Forskerroller og metodetilgange. In: Dansk Sociologi nr. 4 K. A. Nielsen m.fl. (1992) Erfaringer med fremtidsværksteder. In: Social Kritik, nr. 18. K. A. Nielsen m.fl. (1994) Demokratisk planlægning af industri. In: SALT nr. 4. K. P. Pedersen (1995) Det kan være anderledes - og Norden kan gå foran. In: SALT nr. 7. K. Rasmussen (1995.1) Demokratisk udviklingsarbejde - ja tak! In: Social Kritik nr. 35. K. Rasmussen (1995.2) Børn, demokrati og pædagogik. Hovedstadens Pædagog-Seminarium. M. Thomsen m.fl (1988) Fremtidsværkstedet - utopi eller fanstasteri ... In: Kontekst nr. 52. K. Aalbæk-Nielsen (1994) Mine tanker om fremtiden og om skolen for fremtiden. Foredrag. |