Modstand gir lys

tilbage til start
email

Påstanden om at det sociale eksperiment er mislykket, kan skyldes uvidenhed. Christiania er fyldt med spændende erfaringer der har et bæredygtigt sigte.

Christiania er et levested, hvor vi udfolder vores kærlighed og smerte, vores hangs, vores drømme, vores tillid og vores mistillid. På den måde er det sociale eksperiment et levested på lige fod med alle andre levesteder. Vores samfundsmæssige virkelighed er meget anderledes i forhold til jer, der har valgt at leve på en anden måde.
Fristaden er en legeplads for voksne og børn. Her har vi indflydelse på den fremtid vi skaber i samspil med hinanden og omgivelserne. Vi er direktører i eget liv, aktører i livets teater, hvor vores historier flettes ind i hinanden og påvirker Fristadens udvikling. Nogle gange er det som at spille med i en Felini film. Andre gange en politisk gyser. Op til den 30. august spilles Morten Koch gør klar til byfest. Hvad kan man mere ønske sig, end at være medskaber af både sin egen og en fælles fremtid?
Som sagt er virkeligheden anderledes. Lige så er spillereglerne. Her er vilkårene flyttet fra tilpasning, konkurrence og penge til frihed under ansvar, samarbejde og engagement. Penge har aldrig haft den store indflydelse i Christiania (bortset fra de økonomiske interesser i hashen). Ser man på de sociale, demokratiske og økonomiske spilleregler, skabes der en ramme for et helt andet socialt og samfundsmæssigt spil end det, de fleste er vant til ude i Danmark.

Selvforvaltning
Den fælles myndighed er kernen i selvforvaltningen. Her ligger mulighederne, ressourcerne, beslutningerne, ansvaret og myndigheden inden for alles rækkevidde. Der er ganske få regler for mødeindkaldelser og ansøgninger. Overholdes reglerne (nogenlunde) og har man en nogenlunde ide og et ægte engagement, kan man få accept eller hjælp fra fællesskabet.
I Christiania ringer vi ikke 112 når der er brug for politi. Jo, hvis der én der er blevet voldtaget eller slået ihjel; ellers klarer vi det selv. Det kan være møgbesværligt. De personlige grænser bliver konstant udfordret. Moralisterne kan drømme om, at fanen var lidt højere. Men selvforvaltningens synligste myndighedshandling: Et hashmarked der er fri for hårde stoffer, er vi alle sammen stolte af. Det er en mangeårig myndighedshandling der vil noget!
At vi så ikke altid er lige gode til at sige stop og håndhæve myndigheden (beslutninger og værdier), er en af de udfordringer vi slås med i det daglige. Den manglende myndighed kan være et udtryk for, at vi ikke er enige, at folk er bange eller har et familie- og arbejdsliv der tager al energien. Sidst, men ikke mindst, er det ikke sjovt at skulle sætte grænser over for folk der har en truende og aggressive adfærd.
Selvforvaltningens store tandhjul er et hav af formelle og uformelle møder, lige fra fællesmøder over område- og arbejdsplads møder til mødet i badehusets sauna. Vi har intet rådhus eller en overordnet forvaltning, men en række autonome institutioner der samarbejder efter bedste evne (økonomigruppe, teknisk forvaltning, maskinstation, informationskontor, børneinstitutioner med mere). I det store hele går det godt. Men der er brug for en optimering af selvforvaltningens udøvende og styrende organer. Mødestrukturerne er for krævende og kvaliteten i beslutningerne og udførslen af dem, er nogle gange for dårlige.

Demokratiet
Christianias demokrati og beslutningsstrukturer er ofte vanskelige at forstå for os der gerne vil forstå og beskrive alting. En del udvikling sker fra neden, når folk har en ide eller holdning som de brænder for. På en ubegribelig måde vokser den igennem Christianias organisme, for til sidst at komme i blomst. Energien er cirkler af tillid.
Ellers er demokrati et belastet ord i Christiania, på grund af det etableredes forvaltning af begrebet: Regeringens måde at henvende sig til Christiania på, den demokratiske krig i Irak, A.P. Møllers operahus skaber mistillid til det danske demokrati. På trods af denne mistillid vil jeg påstå, at Christiania forsøger sig med en af demokratiets smukkeste varianter. I Christiania er demokratiets væsen ikke bestemt af afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse. Store afgørende beslutninger træffes ved at vi taler os til enighed.
Det er smukt, men hvor kan det være besværligt, fordi vi er novicer inden for samtalens kunst. Det er en større dannelse at gå fra skolens blive talt til til selvforvaltningens at tale med. Den store mund og de små ører skal forvandles til en lille mund og store ører, før den ligeværdige og respektfulde samtale bliver til virkelighed. Vi slås med det og har endnu meget at lære. På trods af besværlighederne er det fuld af social og demokratisk kvalitet.
Skyggesiden er, at mange foretrækker at fjernsynets passive underholdning, frem for at deltage i møderne. Det skyldes blandt andet at møderne kan være dårligt forberedt, tonen ubehagelig, kommunikationen voldelig og de skjulte dagsordener sløre motiverne. Hvis selvforvaltningen skal overleve regeringens stormløb, skal der mere kvalitet i møderne. Folk skal opleve en social tryghed, der giver mod til at ytre sig i et politisk liv med mange tabuer. Hvis den sociale tryghed ikke er tilstede, kommer ytringsfriheden kun til at gælde de spidse albuer. Og inden for fristadens mest debatterede emne; hash, oplever mange, at ytringsfrihed er en by på Sicilien.

Pengenes magt er ikke afgørende
Pengenes virkelighed er en helt anden end den økonomiske virkelighed på den anden side af plankeværket. Staten ejer jorden og christianitterne har brugsretten, hvilket gør Christiania fri for spekulations- og arveret. Områdemødet og naboerne beslutter i fællesskab, hvem der skal overtage brugsretten. Reelt betyder at man kan arbejde eller bolle sig ind i fristaden. Dette er det en demokratisering af boligretten, der beskytter lokalsamfundets skrøbelige sociale strukturer mod til og fraflytning, drevet af økonomiske motiver.
Brugsret, alles mulighed for medindflydelse på udviklingen, at det er nemt at søge økonomiske tilskud, de kollektive arbejdspladser og det meget frivillige arbejde gør, at penge ikke er en afgørende faktor i fristaden. Det betyder, at der er få penge og få økonomiske vurderinger indblandet i vores sociale relationer. Det skaber en anden form for frihed, end den frihed, som er afhængig af en stor pengepung.
Skyggesiden er berøringsangsten for penge, fordi penge lugter af magt og udnyttelse. Kvaliteten i mange opgaver er ikke god nok, fordi meget arbejde bygger på ringe ansættelsesvilkår og på en frivillighed, som de fleste ikke har råd til længere. Det økonomiske liv har endnu ikke omstillet sig fra overførselsindkomster og hashpenge, til en økonomi der hviler i sig selv. Men som mange ved, blev Rom ikke bygget på en dag.

Kulturmødet
Vi er små 1000 christianitter med hver vores opfattelse af hvad fristaden er. For nogle er fristaden et sted hvor man kan leve i fred for pædagoger og andre autoriteter. For andre er det friheden til at skabe et alternativt samfund. Og for andre er det noget helt tredje. Ofte arbejder opfattelserne i hver sin retning. Det sværeste kulturmøde er hippiernes peace, love and understanding og et hashmarked der på grund af lovgivningen er underlagt mafiaens vold frem for demokratisk kontrol. Det er et besværligt vilkår, men en gevaldig udfordring for os alle sammen.

Livets skole
Da André Nordlys for år tilbage kaldte Christiania for Vores Universitet, rystede jeg på hovedet. Men når jeg ser på de mange usædvanlige læreprocesser vi udsættes for, må jeg give ham ret.
Om man følger hjertets vej eller om man følger en mere oprørsk eller trodsig vej, så lærer vi igennem vores erfaringer og igennem spejlingen i hinandens reaktioner. Det kan være kaotisk, smertefuldt og kan føre til økonomisk kollaps. Til gengæld er det fyldt med skabertrang, lærdom, udvikling og livskvalitet!
Christiania er et ad hoc samfund der på mange måder lever i nuét. Her er hverken vedtaget eller nedskrevet værdigrundlag, organisationsdiagrammer, udviklings- eller handlingsplaner. Ej heller er der kurser i kommunikation, teambuilding eller personlig udvikling. Christiania tager tingene som de kommer.
Hvis vores selvforvaltning skal hamle op med de udfordringer som Christiania i øjeblikket stilles over for, må vi blive bedre til at lære af vores egne og andres erfaringer. Vi må gøre op med vanetænkning og frygten for det nye og forvandle det til en lyttende nysgerrighed. Og vi må, selv om det i manges øre er fy-ord, benytte værktøjer som evaluering, erfaringsopsamling, analyse og strategi, med henblik på en mere bevidst fremtidstænkning. Hvis ikke, vil staten i den sidste ende trække os rundt i manegen.

Fremtidens udfordringer
Hvis Christiania ønsker en bæredygtig udviklingsretning, står hun over for flere udfordringer:

• Christiania må gøre status og evaluere sig selv, sin målsætning og sine værdier.
• Målsætningen bør bruges som et værktøj, når der sættes kurs mod fremtiden.
• Videreudvikle en økonomi der hviler i sig selv og som inkluderer i stedet for at ekskludere.
• Udvikle et erhvervsliv omkring fødevarer og håndværk der imødekommer de behov vi er fælles om, så en større del af økonomien kommer til at cirkulere i lokalsamfundet, inden den slynges ud i det omkringliggende samfund.
• Udvikle en bygge- og boligpolitik som ikke skaber misundelse og normalisering og som imødekommer unges og gamles behov. Og som udstikker en ramme for Christianias byfornyelse.
• Skabe en Selvforvaltningshøjskole til intern og ekstern uddannelse.

Dilemmaet
I kravet om udvikling skal Christiania huske at værne om sin målsætning og sine værdier. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer et politisk liv med en legende og åben dagsorden, hvor alle kan være med, samtidig med at vi bliver mere målrettede i forhold til værdier og bæredygtighed
Og hvordan undgår vi, at udviklingen bliver elitær og på bekostning af ligeværdigheden og den sociale mangfoldighed?.

Christiania skal ikke være et normalsamfund
Som både Christiania og regeringen ved, er der mange ting der ikke fungerer perfekt. Men langsomheden, de immaterielle værdier, den nænsomme byfornyelse, den sociale mangfoldighed, tolerancen og involveringen i hinandens liv, er et bæredygtigt alternativ til forbrugersamfundets stress og jag.