logo - til startside

Christianias beslutningsproces spænder ben for Fristaden

Af Ditlev Nissen, x-christianit og demokratikonsulent.

tilbage til start
artikler
email



I mine 13 år på Christiania (CA) havde jeg to parallelle verdener der stimulerede hinanden. Som christianit var jeg engageret i de muligheder der lå i spændet mellem målsætningen og fristadens muligheder. Som udviklingskonsulent er jeg optaget af dialog, borgerinddragelse, og bæredygtig udvikling. Min idealisme sagde, at de to verdener understøttede hinanden, Jeg forestillede mig at Christiania ville kom med et bæredygtigt udspil der var så forskelligt fra statens dagsorden, at det ville være svært at lave en dagsorden for forhandlingerne. Som forhandlingerne skred frem blev jeg klar over, at Christiania i stedet lod sig trække rundt ved næsen, fordi man ikke forholdt sig offensivt til forhandlingernes temaer. Mine utopier blev forvandlet til en hård kritik af fristadens demokratiske praksis.

Første del af denne artikel handler om hvordan Christianias politiske og demokratiske praksis (beslutningsstrukturen) spænder ben for fristadens selvstyrer. Den del er skrevet i datid, da jeg ikke er opdateret siden min fraflytning i maj 2006. Anden del handler om muligheder for at arbejde med demokratisk fornyelse i og uden for fristaden.

Erfaringerne blev ikke sat i spil
Det er ikke underligt, at CA har svært ved at træffe en beslutning i forhandlingerne med staten. En forklaring er de modsætningsfyldte værdier og interesser der er mellem fristadens grupperinger. En anden forklaring er, at CA har en demokratisk praksis der ikke er i overensstemmelse med idealerne. Igennem årene har fristaden udviklet en beslutningskultur hvor konsensusdemokrati ofte blev til konsensustyranni. Elendige mødeformer og en centralistisk 'ledelse' svækkede den kraft og innovation der ellers kendetegnede fristaden.

CA har to demokratiske idealer: Konsensus og selvforvaltning. Disse idealer er både mål og middel; både livskvalitet og politisk strategi. Som livskvalitet handler det om, at være et myndigt og selvbestemmende menneske der har mulighed for at deltage i de beslutninger der øver indflydelse på ens liv. Som politisk strategi er det en styreform præget af selvforvaltning og konsensus, og dermed en tillid til, at christianitterne er i stand til at træffe beslutninger uden et politisk lederskab. Tillige er Christiania et politisk projekt der igennem eksemplets magt ønsker at vise, at en anden verden er mulig.

Forankringen af disse idealer kan kun ske igennem en kultur hvor der er overensstemmelse mellem idealer og praksis. Hvor den politiske og fremtidsorienterede del af selvforvaltningen er i samspil med den personlige dimension (Boks 1) og de kollektive erfaringer (Boks 2).

BOKS 1
Den personlige dimension

Håb: Idealer og fremtidsdrømme.
Bekymringer: I forhold til den aktuelle praksis, de uindfriede drømme og verdens skæve gang, fx uretfærdighed, krig og ubæredygtig udvikling.
Ressourcer: Hvad den enkelte kan bidrage med i forhold til lyst og kompetence.
Samspil: Meninger er ikke færdigdannet på forhånd, dem danner vi i kontakten med andre mennesker. Derfor skal der gives plads snak i smågrupper for at kvalificere meningsdannelse. I denne snak bliver vi klogere på os selv, hinanden og de fælles anliggender. Den kvalificerede mening er grundlaget i dialogbaserede demokrati. Og fundamentet i konsensusdemokrati.


BOKS 2
De kollektive erfaringer
  • Boligpolitik & Ejerformer
  • Samarbejde, Selvforvaltning & Ledelse
  • Demokrati & Beslutningsprocesser.
  • Målsætning: Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.

Da forhandlingerne om Christianias fremtid er en fremtidsorienteret del af selvforvaltningen skal der være samspil mellem den politiske dagsorden, den personlige dimension og de kollektive erfaringer. At dette samspil ikke var der skyldes to ting: A) Mødeformer og dagsordener understøttede ikke dette samspil. B) Der var en skjult ledelse og politisk korrekthed der gjorde, at mange af forhandlingernes temaer var tabuiseret. F.eks. temaerne i boks 2.

Aktivistisk centralisme
CA's politiske styrerform var præget af aktivistisk centralisme, hvor en kreds af gamle christianitter styrede fristaden igennem demokratisk inkompetence og skjult ledelse. Mødekulturen var præget af parlamentariske mødeformer, hvor 75% af fællesmøderne blev afholdt som borgermøder hvor man sidder på biografrækker med 'talerstol' og en vandrerne mikrofon. Formen var mere orienterende end inddragende. Tonen var hård og mange havde ikke mod og lyst til at tage ordet på grund af ubehag. De politisk toneangivende møder (kontakt- og senere forhandlings- og baggrundsgruppen, der forhandlede med myndighederne) var kaotiske og evnede ikke at arbejde analytisk og strategisk. Der var ikke rum for politiske uenigheder og scenarietænkning. Forhandlingsgruppen forbandt sig ikke til de mange kvalificeret dialog- og udviklingsmøder som christianitter og venner af Christiania igangsatte. F.eks. fællesmøderne om boligpolitik i 2002, Christiania Charter, Christianias Ambassade, Teltmøderne på Fredens Eng m.m..

Fristadens uformelle politiske struktur skabte grobund for skjult ledelse. Denne ledelse havde et aktivistisk mandat, mens det politiske mandat var uklart. Der var ingen åben politisk debat og ideudveksling om fremtidens CA - ud over det politiske korrekte. Forhandlings- eller baggrundsgruppen lagde ikke spørgsmål ud til debat. Eller inddrog de omtalte dialog- og udviklingsmøder. I stedet kom forhandlingsgruppen med svar der var udtænkt i lukkede cirkler der lænede sig op af eksperter (advokater, arkitekter og boligselskabseksperter). Eksperterne havde mandat til at føre en retssag på CA's vegne. Men uden debat fik eksperterne også mandat til at formulerer de omfattende strategier, som vi blev orienteret om på utallige borgermøder. Forhandlingsgruppen stod sjældent frem med deres personlige holdninger. Uden valg eller formel godkendelse blev advokaten forhandlingsgruppens frontfigur indadtil og udadtil.

Igennem alle årene har CA forholdt sig til statens og ikke fristadens dagsorden, fordi man forholdt sig forhalende til statens krav. Strategien "virkede" under Forsvarsministeriet, men reelt set syltede CA ind i en slumrende selvtilfredshed, hvor man forsvarede og bevarede men glemte at tænke nyt og offensivt. Fristadens politiske praksis er en reproduktion af det repræsentative demokratis politiske processer. Konsekvensen er resignation og indre normalisering. Jeg vil ikke afvise at forhandlingsgruppen og eksperternes forslag indeholder gode tanker, men der er adskillige grunde til at de ikke har slået rod blandt christianitterne:

  1. Forhandlingsgruppens strategi byggede på systemets præmisser frem for på fristadens erfaringer, kreativitet og antiautoritære præmisser.
  2. Christianitterne har et lavt medejerskab til forslaget.
  3. Der er uoverensstemmelse mellem idealer og praksis i fristadens beslutningsproces.
  4. Kritikkere og nej-sigere inkluderes ikke i den politiske proces.

Idealer og realiteter
Når gabet mellem idealer og praksis bliver for stort bliver idealerne en illusion. Når jeg ser tilbage på 13 år i Christiania må jeg erkende, at mine drømme om konsensusdemokrati og et eksperimenterende samfund er uindfriet. Vi levede som om idealerne var virkeliggjorte. Fortalte omverden om konsensusdemokratiets fortræffelighed. Illusionen og selvretfærdigheden blændede og gjorde os selvtilfredse. CA lyttede ikke til den venskabelige kritik. Utallige kompetente venner stillede sig til rådighed for fristaden, f.eks. Christiania Rådgivning og Christiania Charter. Men berøringsangsten gjorde at CA ikke formåede at sætte disse ressourcer i spil.
Jeg tror at en af grundene til, at gabet mellem idealer og realiteter får lov til at vokse sig så stort er, at politisk debat og (kamp)valg til tillidsposter ikke indgår i beslutningsprocessen. Der ligger et dilemma i, at beslutningsprocessen er orienteret mod forvaltning og ad hoc sager uden, at man også forholder sig til politik/ideologi og til fremtiden.

Normalisering inde fra
I den situation er der fare for, at CA mister sin eksperimenterende berettigelse, fordi man ikke har forholdt sig til den berettigede kritik. Fristaden har haft 5 år til at gøre noget nyt i forhold til regeringens hovedpunkter og til vennernes berettigede kritikpunkter. F.eks. i forhold til formidling af boliger, ejerskab, beslutningsstruktur, fremtidig organisation, virksomhedsudvikling, økonomi og et samfund der hviler økonomisk i sig selv. Så vidt jeg kan se har CA ikke budt ind med noget der giver en afgørende respekt.
Når der ikke er overensstemmelse mellem idealer og praksis fremmes den indre normalisering og fristaden svækkes. Mange christianitter er stået af de politiske processer. Folk er kørt træt og resignationen breder sig. Flere sætter deres lid til, at statens pres/normaliseringspolitik kan få CA ud af det interne morads - med et håb om, at ånden bevares. Splittelsen i forhold til det aktuelle forhandlingsresultat i februar 2007 sidder i den enkelte christianit (inklusiv undertegnet): Hovedet siger ja - Hjertet nej.

Skab demokratisk fornyelse
Christiania skriger på fornyelse - og den kommer om fristaden vil det eller ej. Hvis jeg var fællesmøde, ville jeg sætte en proces i gang der sikrede indflydelse på udviklingen. Når jeg ser på den manglende sammenhæng der er mellem beslutningsstrukturens idealer og praksis, ville jeg starte med at skabe demokratisk fornyelse. Sæt mødeformer og udvikling på dagsordenen. Giv plads til de upopulære holdninger. Prøv nyt. Eksperimenter. Skab intern og ekstern uddannelse. Eksperimenter med nye ledelsesformer. Samarbejd med venner og hjælpere. Igangsæt uddannelser der knytter det personlige og erfaringerne med de politiske spørgsmål. Lav kurser i konfliktløsning, økonomi og bæredygtighed. Knyt an til de sociale bevægelser der tror på, at EN ANDEN VERDEN ER MULIG!

En anden verden er mulig
Jeg vil tro at mange har dødsdømt konsensusdemokratiet efter ovenstående fortælling. Det har jeg ikke, selv om konsensus ofte følger den laveste fællesnævner. Blandt andet fordi vi ikke er gode til at håndterer uenigheder og konflikter. For mig at se er den demokratiske udfordring at finde veje der giver medejerskab til beslutningerne, hvor vi formår at gå ind i konflikterne og træffe beslutninger på måder hvor mindretallet inkluderes.

Dialogbaseret demokrati
Dialogbaseret demokrati handler om at inddrage borgerne i udviklingen og gennemførelsen af lokalsamfundets politiske dagsordener. Borgerne skal opleve at de tages alvorligt, at de har medindflydelse og at de er med til at udføre beslutningerne. Det handler om, at borgerne er medskabere af lokalsamfundets fremtid med udgangspunkt i deres drømme, erfaringer, ressourcer og konflikter. Dialogbaseret demokrati er et samspil mellem top down-problemformulering og buttom up-gennemførelse, et samspil mellem magthaverne og borgerne. Og det er uanset om det handler om EU, Halkær Ådal eller Christiania.
Den demokratiske form har meget til fælles med økosamfundsbevægelsens beslutningsidealer. Og med metoder brugt til bæredygtig udvikling i Halkær Ådal og Grønland 1. Det gælder også Bydel i Bevægelse i Århus Vest, hvor man har arbejdet med bæredygtig udvikling af en kriseramt bydel 2.
Dialogbaseret demokrati er komplementær til de formelle beslutningsfora, det være sig fællesmødet, bestyrelsen, generalforsamlingen eller en folkevalgt forsamling, fx en kommunalbestyrelse. Inden de konkrete forslag præsenteres for beslutningstagerne kvalificeres de i dialog med specialister, filosoffer og lokale aktører. Derefter gennemtænker de folkevalgte forslagene og melder tilbage, hvilke forslag de vil gennemføre og hvilke de ikke vil gennemføre.

Mål og midler er uadskillelige
Dialogbaseret demokrati er et mål i sig selv, der handler om den gode beslutningsproces. Og et middel til at skabe udvikling og håndtere konflikter. Det umiddelbare mål handler om at skabe en demokratisk kultur hvor der er lyst og tryghed til at ytre sig. Hvor vi mødes i respektfuld dialog på trods af vores forskellighed. Hvor der er plads til at eksperimenterer på det individuelle og kollektive plan. Hvor alle har mulighed for medindflydelse på de beslutninger som den enkelte finder betydningsfuld, fx i forhold til naboens tilbygning, arbejdets organisering eller fællesskabets budget.
Som middel skal det dialogbaserede demokrati være en del af en styreform der skal sikre at borgeres visdom og interesser inddrages i beslutninger. Og sikre medejerskab til beslutningerne og sikre at konflikter håndteres konstruktiv ud fra ikkevoldens og forsonlighedens visdom3. Samtidig et det er et middel til at igangsætte samfundsmæssige forandringsprocesser på områder hvor forandring er nødvendig, f.eks. i forhold til bæredygtig udvikling.
En anden måde at sige det på er, at det skal være sjovt, indbydende og attraktivt at deltage i det lokale demokrati. Og det skal opnå resultater som deltagerne finder meningsfyldte - og som møder menneskelige behov.

De sociale barrierer
At træffe beslutninger i fællesskab er nemmere sagt end gjort. Rundt om i verden har mange erfaret, at den sociale dimension (samarbejde og beslutningsprocesser) er den vanskeligste dimension i udviklingen af bæredygtige bosættelser. Vi kan opfinde tekniske løsninger inden for energi, byggeri og transport m.m.. Men det er straks svære når det handler om at tackle uenigheder og sociale spændinger på en konstruktiv måde.
Mine oplevelser fra Christiania bekræfter til fulde denne erfaring. Når jeg tænker på vores sociale barrierer, hvordan hæmninger, aggressioner og angst har været med til at forvirre og vanskeliggøre de kollektive processer. Når de sociale barrierer dominerer beslutningsprocesserne fødes en kultur præget af mistillid og stagnation. Vi bliver vores egen fjende i forhold til de håb og drømme vi alle bærer rundt på.
Som udviklingskonsulent har jeg utallige gange erfaret, at det er muligt at skabe møder hvor folk lytter til hinanden. Hvor mistilliden mindskes og erstattes af nye og kreative måder at se tingene på. Problemer forvandles til udfordringer og nye handlemuligheder opstår. Men det forudsætter at der er tillid til processen og at alle oplever, at de bliver taget alvorligt!
Heldigvis er der mange der har gjort lignende erfaringer. Tænk på Sydafrika, Gandhi og andre der har benyttede dialog og ikkevold i kampen for social retfærdighed.

Særinteresser nedtones når den demokratiske kontekst ændres
Borgerinddragelse giver mulighed for et politisk medejerskab og engagement i forhold til deltagernes livssituation. Et engagement der handler om, at virkeliggøre sine drømme om det gode liv og samtidig bidrage til lokalsamfundets udvikling ud fra mere principielle bæredygtige betragtninger.
Borgerinddragelse er udviklet og afprøvet i både land og by. I Halkær Ådal i Nordjylland var temaet "Natur og lokalsamfundsudvikling", og i 8 grønlandske kommuner var temaet "Bæredygtig udvikling af de levende ressourcer". Erfaringerne viser at deltagernes særinteresser nedtones til fordel for helheden, når man befinder sig i en demokratisk dialog. I Grønland skabte den borgerinvolverende metode diskussion i hele samfundet og vilje til at tage et ansvar for udnyttelsen af de levende ressourcer. Ligeledes har dialogen skabt rammer for respekt og samarbejdsvilje mellem parter, der hidtil har stået i hver sin lejr, eksempelvis erhvervs- og fritidsfangere og fangere og biologer.
I Halkær Ådal fremhæver borgerne den åbne, respektfulde dialog mellem forskellige personer og interesser som et af projektets kvaliteter. Ligeledes havde det værdi at beslutninger ikke blev trumfet igennem hen over hovedet på folk. Særinteresser og konflikter var der fortsat, men fordi der både blev spurgt ind til 'det gode liv' og til forandringer i landbrugsdriften, blev der opdaget nye muligheder for lokalområdets fremtid.
I Bydel i Bevægelse i Århus Vest er borgerinddragelsen brugt til at fremme bæredygtig byudvikling i en kriseramt bydel. Her har man givet borgerne tid og rum til at finde deres egne drømme og man har fundet en vilje til at indgå ligeværdige partnerskaber mellem borgergrupper, foreninger og offentlige myndigheder. Resultatet er at kriminaliteten er faldet, 1/3 flere børn er aktive i fritidslivet og beskæftigelse og aktivering er vokset markant.
Erfaringerne viser, at hvis der skabes sammenhæng mellem miljøproblemerne og de sociale sider af vores liv, ser vi muligheder der er omsorgsfulde over for natur og mennesker. Heri ligger der en transformerende kraft som vi kan bruge til at udvikle vores samfund i en bæredygtig retning.

Det ligger til højrebenet
Min erfaring er, at dialogbaserede demokratiformer øger engagementet og kvaliteten i beslutningsprocesserne. Men det forudsætter, at de fællesskaber vi befinder os i, har lyst til at eksperimentere med dagsordener, mødeformer og udviklingsprocesser. I denne proces er der stor inspiration at hente i et utal af dialogbaserede arbejdsmetoder: Talking stick, forumteater, cafedialog, fremtidsværksted, den anerkendende samtale, open space, konfliktløsning, ikkevoldelig kommunikation/girafsprog, deep democracy m.m. Det ligger lige til højrebenet

Ditlev Nissen, februar 2007

Artikel er en redigeret udgave af 'Konsensusdemokrati duer ikke uden dialog', bragt i LØSNET nr. 49, december 2006

"Den ægte dialog medfører, at man i det mindste for en tid er villig til at forlade sit eget standpunkt for at lære andres at kende." Gandhi.

1 Projekterne er omtalt i artiklen "Fra vælger til medskaber", som handler om bæredygtig forvandling gennem demokratisk fornyelse, oktober 2005. www.utopiskehorisonter.dk/medskabe.pdf

2 Bydel i Bevægelse: www.urbanbydel.dk. Imagine Chicago: www.imaginechicago.org . Tjek også www.imaginedanmark.dk

3 Center for Konfliktløsning, non-profit organisation der er førende inden for konstruktiv konflikthåndtering: www.konfliktloesning.dk

 


Utopiske Horisonter, tlf. +45 2278 9185, ditlev@utopiskehorisonter.dk / www.utopiskehorisonter.dk